Nul.
Så mange point formåede Storbritannien af skrabe sammen ved sidste års Eurovision-finale.
Faktisk var det britiske bidrag så upopulært, at sangeren James Newman ikke formåede at indsamle nogen som helst point hos hverken fagjuryer eller tv-seere i de 38 lande, der kunne stemme på Storbritannien.
Det skuffende resultat, der er det hidtil dårligste nogensinde i konkurrencens 66 år lange historie, sendte chokbølger gennem Storbritannien, og gav i den grad tv-kanalen BBC noget at gruble over.
Se øjeblikket, hvor Storbritannien modtog et stort, rundt nul i sidste års Eurovision-finale:
Men nu vil Storbritannien tilbage i varmen.
Derfor har BBC i år sat alle sejl ind i jagten på en topplacering og hyret et musikselskab, der tidligere har arbejdet med verdensstjerner som Dua Lipa og Lana Del Rey, til at finde årets britiske Eurovision-håb.
Valget er faldet på den 32-årige musiker Sam Ryder, som særligt er kendt fra TikTok, hvor han har mere end 12 millioner følgere.
- Da jeg blev spurgt, tænkte jeg straks: "Det her skal jeg helt sikkert." Det er så få mennesker, der får sådan et tilbud, så det skal man være lykkelig for. Men der var også et splitsekund, hvor jeg tænkte: "Men hvad nu hvis jeg får nul point? Hvad hvis det ødelægger min karriere?", har Sam Ryder fortalt på en pressekonference under årets Eurovision-prøver.
Trods bekymringerne takkede Sam Ryder dog alligevel ja til tjansen og skal nu forsøge at genrejse briternes Eurovision-ære med sangen 'Space Man'.
- Jeg føler faktisk ikke et pres på mine skuldre, for det kan jo kun gå bedre (end sidste år). Hvis bare vi får ét point i år, så skal du se mig feste!
Mente, Irak-krigen var skyld i bundplacering
Og der er da også lidt at rode bod på. Sidste års fiasko var nemlig langt fra en enlig svale for den ellers så mægtige musiknation.
De seneste 19 år er Storbritannien blevet nummer sidst hele fem gange og har kun formået at snige sig indenfor top ti én enkelt gang tilbage i 2009.
Blandt briterne er de ringe resultater i årevis blevet begrundet med, at de andre europæiske lande ikke vil stemme på Storbritannien af politiske grunde.
- Hos mange briter ligger der en forestilling om, at Europa har svigtet dem, og at hele konkurrencen er dybt politisk, fortæller Lisanne Wilken, der er lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i sammenspillet mellem Eurovision og storpolitik.
Da gruppen Jemini i 2003 landede på sidstepladsen – også med de famøse nul point – mente briterne, at floppet var en reaktion på Storbritanniens involvering i Irak-krigen. Og da duoen Joe & Jake i 2016 endte på en 24. plads, fik Brexit skylden.
Ifølge Lisanne Wilken tyer briterne ofte til de politiske undskyldninger, fordi det ikke passer ind i manges selvforståelse, når de gang på gang ender helt til bunds i verdens største musikkonkurrence.
- Hos mange briter ligger der stadig en forestilling om, at de har et moralsk krav på at vinde, fordi det var dem, der skabte The Beatles, David Bowie og Queen. De er en mægtig musiknation, og derfor burde de også vinde Eurovision, mener mange. Problemet er bare, at de jo ikke sender The Beatles og Elton John til Eurovision, vel? Men så kan man altid bortforklare sig med, at det hele er politisk, siger hun.
Årets Eurovision-håb, Sam Ryder, er enig i, at mange briter har et forskruet billede af årsagen til de seneste års dårlige placeringer.
- Jeg nægter at tilslutte mig idéen om, at resten af Europa hader Storbritannien. Det har ikke været min oplevelse; jeg er kun blevet mødt med venlighed, varme og kærlighed, har han tidligere fortalt til den fremmødte presse ved dette års Eurovision.
- Jeg tror, briterne holder fast i den negative fortælling, fordi det er, hvad vi går og fortæller os selv. Men her taler vi altså også om et land, hvor vejret altid er dårligt. Så taler vi om dét hele tiden, og så bliver det (negativiteten) med tiden hele grundkernen i vores kultur.
Kan vinde for første gang i 25 år
I år tyder det dog på, at briterne har mulighed for at vende skuden. Lige nu er Sam Ryder nemlig én af de bedst tippede vinderkandidater forud for lørdagens show, og ligger i skrivende lige i hælene på årets store vinderfavorit, Ukraine, hos bookmakerne.
- Jeg er selvfølgelig meget glad og taknemlig for de gode odds. Men det, jeg fokuserer på, er, at det her forhåbentlig kan skabe en mere positiv stemning omkring Eurovision i Storbritannien, fordi folk nu bakker op om vores sang, fortæller Sam Ryder.
- Mit håb er ikke at komme højt på pointtavlen, men at ændre folks holdning. Tænk, hvis man kunne det? Det er førstepræmien i mine øjne.
Hør det britiske bidrag 'Space Man' her:
Og det vil da også være noget af en sensation, hvis Storbritannien skulle gå hen og vinde lørdagens Eurovision-finale. Sidst det skete, var nemlig for 25 år siden, da gruppen Katrina and the Waves vandt med sangen 'Love Shine a Light', der gik hen og blev en landeplage i hele Europa.
- Det ville slå benene fuldstændig væk under briterne, hvis de vinder, mener Lisanne Wilken.
- Én begivenhed kommer naturligvis ikke til at flytte diskursen for evigt, men det vil klart gøre en forskel for briternes opfattelse af Eurovision, hvis de vandt eller bare kom i top fem i år, siger hun – dog med en løftet pegefinger:
- Men lad os se. Først skal de vinde, og så skal de formå at holde den gode stime. For hvis de går hen og bliver sidst igen til næste år, så er vi tilbage til start.
Storbritannien har tidligere vundet Eurovision fem gange. Se hvem Sam Ryder skal forsøge at gøre kunsten efter: