Fire værker af de to hollandske kunstnere Vincent van Gogh og Rembrandt-lærlingen Govert Flinck er kommet på museum.
Et af værkerne er tegningen ’The Hill of Montmartre with Quarries’, som aldrig har været vist offentligt før, da det har været en del af en privat samling. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Tegningen, som viser toppen af kunstnerkvarteret Montmartre i Paris, blev lavet i 1886, da van Gogh blandt andet boede i den franske hovedstad. Her lavede han flere malerier af den dengang mere landlige pariserbydel Montmartre.
- Sådan en opdagelse er altid stor. Det er meget exceptionelt og sker ikke tit, siger Teio Meedendrop, der er forsker ved van Gogh-museet i Amsterdam til AFP.
Tjekket for at sikre ægthed
Van Gogh-værket blev allerede købt af museet i 2013, men har siden været analyseret for at forsikre, at det rent faktisk er et værk, som er lavet af den kendte kunstner.
Museets research viser også, at tegningen oprindeligt tilhørte Johanna van Gogh-Bonger. Hun var gift med kunsthandleren Theo van Gogh, der i øvrigt også var Vincent van Goghs bror. I 1917 blev værket dog købt af en privat samler.
De i alt fire værker bliver vist på Singer Laren-museet i Holland.
