Der sker noget på de danske scener og tv-skærme. Flere unge skuespillere siger fra overfor roller, som de synes er for stereotype og viser et forældet verdenssyn, som de ikke kan spejle sig i. Det kan både være inden for køn, seksualitet og hudfarve.
Skuespillernes kritiske blik på roller er noget, som Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund, mærker og oftere taler med sine medlemmer om.
- Der er mange af vores nyere og yngre medlemmer, der selv er begyndt at stille krav til de roller, de får tilbudt, siger Benjamin Boe Rasmussen.
Benjamin Boe Rasmussen tror, udviklingen skyldes, at der i dag er et større krav om autenticitet, repræsentation og diversitet – både fra forbrugerne, men også fra kunstnerne selv.
- Der oplever jeg, at de unge i dag stiller meget større krav, end vi gamle røvhuller gjorde i sin tid, da jeg blev færdiguddannet.
I øjeblikket kan publikum for første gang opleve asiatiske skuespillere i asiatiske roller i musicalen 'Miss Saigon' på Det Ny Teater i København – da musicalen første gang blev opsat i Danmark i 1996 var det med hvide skuespillere i alle roller.
Og sidste år måtte Det Kongelige Teater aflyse balletten 'Othello', fordi unge dansere sagde fra overfor at danse en specifik dans, som de mente var racistisk.
Skuespillere kan spille alt – men skal de det?
De danske instruktører, der er centrale i castingen af skuespillere, genkender det øgede fokus på diversitet, siger Lene Skytt, der er forperson i Danske Sceneinstruktører.
- Jeg oplever, at der er en udvikling i gang, og der er sket meget de seneste år, og der er en øget bevidsthed. Men vi er slet ikke færdige, siger hun.
Også 'Den Danske Scenekunstskole, der uddanner skuespillere og dansere, oplever et mere kritisk blik på rollerne, og skolens rektor, Emmet Feigenberg, fornemmer en stigende lyst hos eleverne til at tage skeen i egen hånd.
- De har en selvstændig mening, og det er ikke kun et spørgsmål om, at "jeg kan det og det, og hvad kan I bruge mig til", men at det faktisk også bliver et spørgsmål om, "hvad vil jeg være med til", siger han.
Udover selvstændighed tolker Emmet Feigenberg også udviklingen som udtryk for en større ansvarsbevidsthed hos de studerende.
- For skuespillerne er jo lige så meget afsender – uanset om det er af en tv-serie, film eller teaterforestilling.
Men skal I ikke uddanne de studerende til at spille alle roller og ikke kun de roller, der repræsenterer ens eget syn på verden?
- Jo, det har du fuldstændig ret i – vi skal uddanne skuespillere, der kan meget og helst kan det hele. Det er bare ikke ensbetydende med, at de skal sige ja til det hele.
Nej tak til roller i en stereotyp kontekst
En af de skuespillere, der flere gange har takket nej til at medvirke i, hvad de mener er stereotype fortællinger, er Nanna Finding Koppel.
Senest var det en rolle i, hvad Nanna Finding Koppel beskriver som en "heteronormativ og småstereotyp fortælling om en dansk familie", som skuespilleren sagde nej til efter at have læst tv-seriens manuskript. Rollen kunne nemlig lige så godt have gået til en brun skuespiller, lyder forklaringen.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi som branche tager ansvar for at inkludere en større repræsentation af klasse, alder, hudfarve, køn, kropstype og seksualitet. Derfor vil jeg gerne sige ja til fortællinger, som kommer med nye perspektiver, siger Nanna Finding Koppel.
Nanna Finding Koppel er enig med rektor Emmet Feigenberg i, at selvom man som skuespiller er uddannet i at kunne spille mange forskellige roller, betyder det ikke, at man skal takke ja til alle tilbud.
- Jeg vil egentlig gerne spille alle roller, men for mig handler det altid om den kontekst, som rollen er i, og det handler om den fortælling, som rollen bidrager til, siger skuespilleren.
Danske Sceneinstruktører: Vi har et ansvar
Men det bør ikke være skuespillere som Nanna Finding Koppel, som får ansvaret for at drive den udvikling, siger Lene Skytt, forperson i Danske Sceneinstruktører.
- Det er i virkeligheden enormt sårbart, fordi de står som freelancere og også skal også kunne få det næste job. Så at give skuespillerne ansvaret for den udvikling er i virkeligheden forfejlet.
Ifølge Lene Skytt ligger ansvaret for at drive udviklingen højere oppe i systemet – blandt andet hos instruktørerne, som hun selv repræsenterer, og de store teatre.
- Vi som instruktører skal helt konkret tænke os om, når vi caster og se på, om vi kan skabe plads til minoriteter, hvor de ikke skal spille minoriteterne, men skal have lov til at folde sig ud i en spændende rolle som helt menneske på scenen, siger hun.
Lene Skytt peger på, at blinde vinkler og vanetænkning tydeligvis stadig kan stå i vejen for mere mangfoldige fortællinger. Derfor er der behov for at ændre mindset.
- Det vil betyde, at det giver plads til nogen, som tidligere ikke har haft så meget plads, og så er der måske nogen, der har haft rigtig meget plads, som vil få lidt mindre plads, siger hun.
Debat om diversitet fylder lige nu
Mens nogle skuespillere takker nej til roller, er der andre, der må kæmpe ekstra for overhovedet at komme på rollelisten.
Derfor lancerede mere end 40 danske skuespillere for et par uger siden kampagnen 'Et større billede', der slår et slag for større mangfoldighed i danske film og tv-serier. Som del af kampagnen har de genskabt tre filmplakater, men nu med et mere mangfoldigt hold af skuespillere.
Kampagnen har pustet til debatten om manglende diversitet, men har også ført til spørgsmålet om, hvorvidt det øgede fokus på mangfoldighed ender med at begrænse den kunstneriske frihed.
Blandt de genskabte plakater i kampagnen er Lars von Triers 'Riget Exodus', der oprindeligt kun består af hvide skuespillere. Den nye plakat, som 'Et større billede' kreerede, vakte dog ikke begejstring hos Lars von Trier.
- Rend mig i røven! Arbejder kun under totalt kunstnerisk frihed, lød hans skriftlige svar i Berlingske.
Anderledes positiv overfor skuespilleres stigende fokus på repræsentation er Emmet Feigenberg, rektor for Den Danske Scenekunstskole.
- Scenekunsten skal være aktivt i dialog med sin tid, den skal både spejle den, gå ind i den og påvirke den. Hvis den ikke gør det, så risikerer vi, at den bliver ligegyldig. Der vil vi ikke hen.