I 2015 er tingene gået stærkt for Anya.
I januar blev hun udvalgt af det københavnske spillested VEGA som et af de talenter, der ville blive store i år, og siden har hun blandt meget andet spillet på SPOT, Roskilde Festival, Trailerpark Festival og senest Smukfests tiltag Live Camp, der sluttede mandag.
Her dystede 18 artister om at få lov at åbne musikprogrammet på festivalens største scene, Bøgescenen. Anya vandt, og hun var spændt, da dr.dk mødte hende umiddelbart inden den store åbningskoncert.
- Lige nu hamrer mit hjerte bare derudaf. Jeg er sindssygt spændt og lidt nervøs, men jeg tror, at det bliver en gigantisk oplevelse. Jeg har aldrig været på Smukfest før, så det er jo rimelig cool bare at skulle åbne Bøgescenen, første gang man er her, siger Anya, der hverken har medbragt ildshow, dansere eller konfetti for at fylde den store Bøgescene ud.
- Min veninde sagde, at jeg måske skulle flagre lidt mere med armene, så jeg kunne fylde lidt mere. Men jeg ved det ikke … Måske vil jeg gå lidt mere rundt på scenen og fylde lidt på den måde. Ellers er det bare mig, Carl (Barsk, red.) på keys og Mads på trommer, forklarer hun.
Vågnede til en million beskeder
Det kom som noget af en overraskelse for Anya, at hun allerede i dag skulle vende tilbage til Skanderborg efter sin koncert under Live Camp søndag aften.
- Jeg havde ikke forstået, at vinderen ville få besked mandag aften. Så jeg gik bare i seng kl. 23 og troede, at jeg skulle sove længe tirsdag morgen. Men jeg vågnede til en million ubesvarede opkald og sms’er om, at vi havde vundet. Det var en virkelig god morgen i går, fortæller Anya.
Det eneste, der føles rigtigt
Hun havde egentlig regnet med, at hun skulle gøre jurastudiet færdigt, men den store opmærksomhed omkring hendes musik har ændret alt for Anya.
- Det har været et fuldstændig ubeskriveligt år for mig. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle være her. Jeg troede, at jeg skulle læse færdig på universitetet og så ud at arbejde. Og nu er det her projekt bare det eneste, der føles rigtigt. Det er virkelig overvældende, og det er så fedt at få de her oplevelser, spille koncerter og møde så mange fantastiske mennesker. At udvikle det her kreative gen, som jeg åbenbart har.
Anya har endnu ikke udgivet et fuldt album, men der er en EP-udgivelse på vej med seks numre.
- Den kommer nok d. 4. september. Man kan forvente seks sange i det elektroniske R&B-univers, som man måske kender fra mine singler, der er ude nu. Jeg synes, at de tre sidste sange, som folk ikke har hørt endnu, også er stærke, og jeg glæder mig helt vildt til at få dem ud, så de kan leve lidt. Og så folk kan få det fulde billede af det her Anya-univers, siger hun.
