Publikum om Sebastian på Smukfest: Rørende, gribende og genialt

Der er stor ros til Sebastians koncert på Bøgescenerne. Det var en tur ned ad ”memory lane”, lyder det fra flere.

Sebastian slutede af med klassikerne 'Du er ikke alene' og 'Måske ku' vi', hvor der opstod fællessang. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

’Måske ku’ vi’, ’Du er ikke alene’ og ’Hodja fra Pjort’.

Der er nok hits at tage af, når man dykker ned i Sebastians bagkatalog.

Og de skabte alle jubel og fællessang i bøgeskoven i dag, da den erfarne sangskriver og sanger spillede på Smukfest.

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

- Han holder bare stadigvæk. Det var fantastisk og en tur ”down memory lane”, for jeg har set ham mange gange før. Mine to yngste piger, der er 19 og 21 år, nød det også, fortæller Rikke Nors.

- Det var en super, god koncert. Han var meget nærværende. Vi var lidt skeptiske, fordi han ikke havde sit orkester med, men det var suverænt. Og det var skønt med lidt fællessang, supplerer Helle Hansen.

Fire stjerner - trods sang og guitar

Publikums varme nåede også ind bag vest og solbriller på Ekstra Bladets anmelder foran bøgescenen, Henrik Queitsch. Han er hverken imponeret over Sebastians stemme eller guitarspil, men giver alligevel fire stjerner:

- Lige kønt var det bestemt ikke hele tiden, men til gengæld var det ganske bevægende at overvære den enorme kærlighed, der blev sendt op mod scenen fra det store publikum, der nærmest syntes at komme bag på en synligt berørt Sebastian, skriver Queitsch.

Ned ad Memory Lane - med afstikker til Støjberg og Trump

Sebastian spillede en enkelt ny sang, men mest gamle klassikere som 'Nana', 'Når lyset bryder frem' - og hans 45 år gamle første indspilning, 'Lossepladsen bløder', der var opdateret med nye vers, der langede ud efter Støjberg og Donald Trump.

Turen ned ad mindernes sti blev også besøgt af festivalgæst Tommy Richterhauen:

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

- Det var en tur ned ad ”memory lane” for mig. Det var skønt at se ham og høre de gamle sange. Jeg synes, det var genialt. Højdepunktet for mig var nok ’Du er ikke alene’ - der står man jo lidt og får tårer i øjnene.

Også vennen Claus Nielsen var begejstret:

- Det var fantastisk. Jeg har ikke set ham før, men det var ret rørende, og så er det jo nogle fantastiske tekster, han har. Så det var meget gribende det hele. Han leverede sangene godt her i solskinnet.

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Selv blandt det unge publikum var der minder, der meldte sig i bøgeskoven.

Det var i det hele taget en rigtig god og hyggelig eftermiddagskoncert at starte på, mener veninderne Freja Barslund og Stine Østergaard, der særligt husker hans børnesange.

- Vi kender flest af hans børnesange – Ronja Røverdatter og Hodja fra Pjort – men han er også bare rigtig nærværende på en scene, så det var en fed koncert, siger de to.