Der er rig mulighed for både at rocke og danse igennem i dag i bøgeskoven.
Og det er lige netop det, der trækker, når P3-vært Nicholas Kawamura skal fremhæve tre koncerter på festivalen i dag.
Så hvis du er på Smukfest, så anbefaler Nicholas Kawamura dig at opleve disse tre koncerter:
Lenny Kravitz, Bøgescenen klokken 23.45
- I min bog er det årets største hovednavn. Da jeg hørte, at han skulle spille på Smukfest, tænkte jeg ”yes!”. Roskilde Festival burde også kunne booke ham, men det gør de ikke - jeg ved ikke, hvad de er bange for. Men nu har Smukfest taget ham, og det, synes jeg, er helt perfekt. Det er den koncert, jeg glæder mig mest til, for jeg har aldrig hørt ham live før. - Lige siden, jeg hørte ’It Ain't Over 'til It's Over’ som dreng, har jeg syntes, at han var sej. Mega cool faktisk. Så det glæder jeg mig til - og det hjælper jo kun på historien, at han lige har lavet det der jeg-har-sprækket-bukserne-stunt.
https://www.youtube.com/watch?v=jAHlQ77lm10
La Roux, Bøgescenen klokken 19.45
- La Roux startede jo som en duo med sangerinden Elly Jackson og producer Ben Langmaid, og jeg var fuldstændig skudt i La Roux! Jeg syntes, at hende Elly var den sejeste, og jeg dyrkede meget deres EP, hittet ’In For The Kill’ og de andre hits, der kom fra dem. Men så forsvandt de ligesom og gik fra hinanden.
- Dengang tænkte jeg, at La Roux kunne være virkelig fede at høre live, men jeg fik aldrig set dem. Nu får jeg så chancen, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Nu er hun jo alene og stilen er lidt anderledes, men det er jo stadig La Roux og med Elly.
https://www.youtube.com/watch?v=KlyDYI_ddZY
Emil Stabil, P3 Teltet klokken 19.30
- Jeg havde fornøjelsen af at have ham med på Grøn Koncert, da vi spillede der med Lågsus. Det er Emil Stabil, hans makker Yong Bong og Lil Producer – det er den her treenighed, der optræder sammen – og de er nogle meget sympatiske unge drenge, der går meget ydmygt til opgaven.
- De er lige startet, og det kommer man helt sikkert til at kunne mærke, men man kommer også til at kunne mærke, hvor stort et potentiale de har. De laver gode hits, og man kommer helt sikkert til at synge med på ’Er det en fugl?’ og ’Allerede is’.
https://www.youtube.com/watch?v=ntVMiHB6Nnc
