På den anden side af hegnet: Smukfest puster liv i byen

Hvert år bliver Skanderborg vendt på hovedet, når tusindvis af festivalgæster flytter ind i bøgeskoven ved den jyske by. Men hvad siger de lokale borgere egentlig til hele postyret?

Hvordan reagerer borgerne i Skanderborg, når deres bu bliver indtaget af mange tusinde festivalgæster? Byder de dem velkommen, eller får de lyst til at rejse væk? (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Det er svært at sige Skanderborg uden også at sige festival.

Byen er nærmest synonym med Smukfest, der hvert år får besøg af mange tusinde øldrikkende og feststemte festivalgæster, der indtager både byen og bøgeskoven.

Den generelle stemning blandt borgerne i Skanderborg er positiv i forhold til festivalen, og mange deltager selv og glæder sig til en uge med god musik og glade mennesker.

Der er dog enkelte gener på grund af de mange tilrejsende mennesker, som selv de festivalglade skanderborgensere fornemmer, og nogle borgere vælger da også at finde et andet sted at være i løbet af festivalen.

Glæder sig til Smukfest hvert år

Christoffer Krog – født og opvokset i Skanderborg

Christoffer Krog er selv med på festivalen i år, som han har været det mange gange tidligere. Og han er ikke i tvivl om, at de fleste borgere i Skanderborg byder festivalen velkommen.

- Jeg tror, at næsten alle i hele byen glæder sig til den her uge. Det er i hvert fald noget, jeg selv ser frem til hvert år, siger han og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det giver noget liv til byen. Og alle butikkerne oplever garanteret, at der bliver solgt noget mere, så det giver helt sikkert et boost, forklarer han.

Christoffer Krogh bor selv lidt uden for centrum, men kan stadig godt høre musikken. Det er dog ikke noget, der generer ham, men han kan godt forstå, hvis de, der bor tættere på, kan have lidt problemer.

Opsøger stemningen i byen

Jeanette og Flemming Mechlenborg – har boet 20 år i Skanderborg

Jeanette og Flemming Mechlenborg bor lidt uden for centrum, men kan stadig høre musikken fra deres hjem. De tager dog ofte turen på gåben ind til midtbyen for at komme helt tæt på stemningen omkring Smukfest.

- Det er hyggeligt, og her er masser af mennesker. Og specielt når vi har det vejr, som vi har i øjeblikket, så er der jo masser af mennesker i byen. Det er hyggeligt og uden ballade, fortæller de.

- Hvis du bor helt tæt på festivalen, mærker du måske nogle gener, men de, der bor tæt på, rejser så nok også væk i løbet af ugen, hvis de ikke gider det.

Ægteparret har selv været en del af festivalen i mange år, men de seneste år har de ikke købt billetter. Alligevel ser de frem til ugen med Smukfest, det mener de også er gældende for langt størstedelen af byens borgere.

- Vi går og ser frem til festivalen, allerede når de begynder at gøre klar. Det er jo en del af byen i et par måneder før, og efter festivalen snakker folk allerede om næste år, fortæller de.

Det er enten eller

Pia Roed – har boet i Skanderborg i 15-16 år

Ifølge Pia Roed betaler borgerne i Skanderborg en vis pris for at have festivalen i byen i forhold til, at flere områder er spærret af i længere perioder. Men hun er ikke i tvivl om, at det er det værd.

- Det er jo festligt og skidehyggeligt med alle de mennesker. Det er også sjovt at være på arbejde de her dage, fordi der bare er et leben ude på gaden, fortæller hun.

Pia Roed deltager selv i festivalen i år, men hun forstår godt, hvis nogle af byens borgere forholder sig et andet sted i løbet af ugen.

- Det er lidt enten eller, hvad borgerne i Skanderborg synes om festivalen. Enten er man en del af det, eller også så tror jeg, at man flygter ud af byen og tænker, det er træls at være her under festivalen, fordi den fylder så meget. Der er nok ikke ret mange, der er sådan lunkne omkring det. Det er enten eller, siger hun.

Byen emmer af liv

Stefan Brandt – har boet i Skanderborg i 3,5 år

Stefan Brandt bor ikke mere end et par hundrede meter fra bøgeskoven og Smukfest og er meget glad for alt det liv, som festivalen bringer med sig.

- Festivalen påvirker byen på en positiv måde. Der er vildt mange mennesker, og det er en virkelig god fest. Der eneste dårlige er måske parkeringsforholdene, der er lidt horrible for os, der bor her, fortæller han, men fortsætter med det samme med flere positive vendinger om festivalen:

- Menneskene er kun rare. Jeg har ikke oplevet noget negativt der. Jeg glæder mig ikke til, at festivalen slutter, for det er så hyggeligt med musikken og menneskene, siger han.

Ifølge Stefan Brandt er Smukfest noget, som hele byen ser frem til, fordi den får Skanderborg til at emme af liv.

- En normal lørdag formiddag i Skanderborg kan godt være ret død, for vi er jo ret tæt på Aarhus, så folk tager ofte derind. Så der er ikke så meget liv her normalt. Men det er her nu, der er mennesker overalt, og det er helt vildt fedt at se, fortæller han.

Skanderborg er splittet i to

Hanne Christensen – har boet i Skanderborg i 27 år

Hanne Christensen bor i Skanderborgs midtby og vurderer, at folk i Skanderborg har blandede følelser omkring festivalen.

- Hvis man deltager, er man nok positiv. Men hvis man ikke deltager, tænker man nok en ekstra gang på, at man måske skulle tage på ferie under festivalen næste år, fortæller hun og fortsætter:

- Festivalen påvirker både positivt og negativt. Det er positivt, fordi det er godt for byens butikker, at der kommer nogle ekstra penge i kassen. Men for os borgere, der bor i midtbyen, kan det godt være en belastning. Vi kan ikke få vores egen parkeringsplads uden for vores huse, og nogen gange kan vi ikke komme ud med bilen. Og jeg skal planlægge en del ting inden som at købe ind.

Hanne Christensen ville dog ikke være fri for festivalen, som er en stor del af byens image. Men alligevel glæder hun sig til, at festivalen slutter og alle menneskene forsvinder igen.