Sociale medier redder os under coronakrisen: 'Sådan undgår vi at blive skingrende skøre'

Vi finder helt nye måder at være sammen på, mens Danmark er lukket ned.

Måske ét af filmhistoriens bedste kys og en purung Ryan Gosling i filmen 'The Notebook' samlede masser af danskere på Filmstriben og på sociale medier i weekenden. (© New Line Cinema/ Gran Via/ Avery Pix)

Fredagsbaren er rykket over på Skype. Din filmaften med vennerne dyrker du i stedet med andre på Instagram, mens du sidder for dig selv. Og måske sender du flere snaps og ringer mere sammen med dine venner, end du plejer.

Sundhedsmyndighedernes opfordring til at begrænse den fysiske kontakt under coronakrisen bliver efterlevet på kreative måder i disse dage.

Blandt andet har blogger Cathrine Widunok Wichmand haft succes med en virtuel filmaften via sin Instagram under hashtaggene #sammenalene og #rockpaperpyparty. Her opfordrede hun til, at man i fællesskab så en film på filmstriben.dk – i behørig fysisk afstand fra hinanden i hver sit hjem.

Hun lagde en afstemning på sin story, hvor man kunne stemme om, hvilken film man helst ville se. Og så skulle man ellers starte filmen samtidig, hver for sig, klokken 20 søndag aften. Wichmand bad så folk om at dele deres oplevelse under hashtagget #rockpaperpyparty.

- Det var faktisk en følger, der skrev til mig, om det ikke kunne være hyggeligt at se en film sammen, og så var folk bare på, fortæller Cathrine Widunok Wichmand til dr.dk.

- Mine følgere er meget forskellige, men ét er ens: Mennesker har brug for mennesker, og potentiel ensomhed er en kæmpe skyggeside ved denne her krise. Vi tvinges fra hinanden i en større sags tjeneste, men det kan være skidehårdt at være alene. Så jeg tænkte: "Det er da rimelig nemt, vi skal bare finde en film".

Som sagt, så gjort:

- Det var virkelig hyggeligt at vide, at vi sad en masse mennesker sammen hver for sig i vores pyjamasser, spiste popcorn og så præcis den samme film på præcis det samme tidspunkt. Vi kunne græde lidt - sammen. Det trodsede næsten fysikken. Det var ret rørende. Det er virkelig nu, sociale medier kan komme til deres ret.

Vi har brug for at samles

Radiovært på Shitstorm på P1 og inkarneret instagrammer, Sanne Cigale, oplever også, at folk "har ekstremt meget brug for et fællesskab i de her dage".

- Folk bruger sociale medier for ikke at blive skingrende skøre af at sidde mutters alene. Jeg tror, vi har brug for at være sociale på de måder, vi nu kan under de omstændigheder, vi befinder os i, siger radioværten.

Hun bruger selv sin telefon til alt fra at skrive radiomanusser til at lave Instagram-stories med sine følgeres hemmeligheder.

- Mange opslag og stories handler om formaninger og påbud i de her dage, men i mit personlige feed er der også mange, der har brug for at samles om noget andet end corona. Vi bruger sociale medier som en ventil - både på godt og ondt.

Sanne Cigale nævner som de gode eksempler, at mange har holdt fredagsbar eller vinaften med venner over eksempelvis Skype, ligesom hun oplever et boom af det, hun kalder "hjælp hinanden"-grupper på Facebook.

Desuden hylder hun også et tiltag fra forfatter Gertrud Højlund, der har læst op af bogen 'Den lille prins' på sin Facebook-side.

Til gengæld har coronakrisen tilsyneladende også fået os til at glemme ellers etablerede spilleregler på sociale medier om, at man ikke filmer andre uden samtykke. Cigale har således set flere opslag, hvor folk har filmet andre, der har hamstret.

Flygter fra angsten - og os selv

Overordnet set mener Sanne Cigale, at vores adfærd på sociale medier i disse dage vidner om flokdyrsmentalitet: Vi vil stadig gerne være en del af fællesskabet, selv om den fysiske fest for manges vedkommende nu er erstattet af en virtuel fredagsbar.

- Det vidner om, at vi ikke kan klare meget mere end tre-fire dage i isolation, før vi bliver bims, siger hun og uddyber:

- Jeg tror, vi søger mod fællesskabet, fordi vi ikke vil anerkende vores egen angst. Og så er der nok også mange, der bare flygter fra deres eget selskab. Det kan være en ubehagelig oplevelse at sidde der mutters alene - det kender jeg da også godt selv.

Hvordan synes du overordnet set, vi tackler coronakrisen på sociale medier?

- Jeg tør slet ikke sige, hvordan vi overordnet har tacklet det endnu, for vi står kun ved begyndelsen (af krisen). Vi har ikke prøvet noget af det her før – vi lægger skinnerne, mens toget kører.

Hvorfor er det så vigtigt at holde antallet af smittede på samme tid nede? Få forklaringen her: