Mon dieu!
Først skal man aflevere sit pas. Så skal man visiteres og gennemlyses ligesom i lufthavnen. Og så er der nogle emner, man ikke må stille spørgsmål til, for eksempel Charlie Hebdo, ytringsfrihed og Islam.
Der er en intens fornemmelse af at træde ind på sprængfarlig jord, når man skal interviewe den succesrige tegner, der i Frankrig har solgt over en million eksemplarer af sin tegneserie, ’Fremtidens araber’ – om egen opvækst i Libyen og Syrien med en fransk mor og en syrisk far.
Måske har det noget at gøre med, at Sattouf er satiretegner og har været omkring magasinet Charlie Hebdo, der forrige år var udsat for et terrorangreb, hvorved 12 medarbejdere blev dræbt i deres redaktionslokaler i Paris.
Eller også er det fordi, Sattouf ikke er skånsom i sin beskrivelse af livet i en lille landsby i Syrien. Hans onkel er for eksempel en udspekuleret usling, der snyder sin familie. Mistro, uvidenhed og dobbeltmoral er overalt.
Eller måske har sikkerhedsopbuddet og forbuddene at gøre med, at Riad Sattouf har placeret sig selv midt i vor tids store kultur- eller religionskrig. Han er noget nær blevet et orakel i forhold til vores europæeres brændende ønske om at forstå, hvad der sker i de arabiske lande.
Hvor kommer al den uro fra? Det må Sattouf, der har rødder begge steder, jo kunne fortælle.
Altid i tvivl
Heldigvis føles det hurtigt mindre farligt at interviewe Riad Sattouf. Sikkerhedstjekket på Den franske Ambassade, hvor interviewet finder sted, er standardprocedure, viser det sig, og Riad Sattouf, en ualmindelig sympatisk lille mand, som slår fast at hans yndlingsbeskæftigelse er at grine, har ikke noget imod at tale om ytringsfrihed og islam.
- Men det er meget kompliceret for mig at skulle være specialist på politiske spørgsmål. Jeg siger altid nej tak, når jeg bliver spurgt, om jeg vil deltage i arrangementer om ytringsfrihed eller politik, forklarer han.
Artiklen fortsætter under billedet
I det hele taget er Sattouf altid på vagt overfor mennesker, der mener at have et præcist svar og en konkret løsning på politiske problemer. Som han siger:
- Jeg skriver historier for at søge efter min egen mening. Jeg er altid i tvivl.
Sattouf ligner ikke ligefrem en ballademager. Alligevel er det nogle forunderligt provokerede følelser, der vokser frem, når man læser hans tegneserier, ’Fremtidens araber’.
Der er en klar komik ved at læse om hans far, der insisterer på den arabiske verdens velsignelser og arabernes lysende fremtid, men som samtidig gang på gang banker hovedet ind i korruption, religiøs dobbeltmoral og mistillid araberne imellem.
Og der er en dejlig uskyldighed ved at opleve det hele fra lille Riad, en sød dreng med stor næse og flot blond hår, som følger sin far i tykt og tyndt, og samtidig kan mærke at noget er helt galt.
Men der opstår en ubehagelig uro i kroppen, når Sattouf bekræfter alle fordomme og mere til om forholdene på landet i Mellemøsten. Skoledrengene får tæsk, så øjnene står ud af hovederne på dem for selv de mindste forseelser. Hundehvalpe bliver pint ihjel på gaden af hujende drenge. Og en teenagepige, som Riad føler sig nært knyttet til, omkommer en nat under forfærdelige omstændigheder.
Kunsten at glide udenom
Der er en hårfin balance mellem komik og alvor i ’Fremtidens araber’. Og hvad skal man bruge det til? Hvad er pointen med den her udlevering af en forvirret araber, der ikke kan se at hans verdensbillede er ude af trit med virkeligheden?
Riad Sattouf insisterer på, at han har tegnet alt, som han husker det. Og at alle hans læsere må fortolke som de har lyst. Selv fastslår han, at han undgår at intellektualisere og tænke for meget.
Men det understreger også, at Sattouf har gjort sig selv til en mester i at kunsten at glide udenom. Når han ikke vil intellektualisere eller forklare, slipper han også for at skulle stå til ansvar.
Artiklen fortsætter under billedet
Og når man spørger til de mere gådefulde sider af hans erindringer – hvorfor hans franske mor ikke protesterede mere over forholdene i Syrien, for eksempel – siger han bare, at det må man vente med at læse til de kommende bind. Og når man så bliver ved med at spørge alligevel, begynder han at true …
- Du vil ikke have, at jeg afslører slutningen på min historie, vel? Kan du li’ ’Game of Thrones’? Jeg kender slutningen på ’Game of Thrones’. Vil du høre hvad det ender med? Nej, vel?
Og så bryder Sattouf ud i sin yndlingsbeskæftigelse, at grine. Alt omkring den her lille venlige mand og hans vidunderligt underholdende tegneserie er pakket ind i lattermild vat. Han insisterer på at han aldrig har fået vrede mails, på trods af de kontante udleveringer af muslimsk dobbeltmoral.
Ville hjælpe syriske slægtninge
Til gengæld har han fået mange mails fra nordafrikanere, der roser ’Fremtidens arabere’ og fortæller, at de også har en ond onkel.
Endnu en årsag til Sattoufs forsigtighed kan være, at han påbegyndte med serien i frustration over, at han ville hjælpe sine slægtninge i Syrien i sikkerhed i Frankrig, da borgerkrigen i Syrien brød løs. Men ikke kunne få lov af myndighederne.
Der gemmer sig formentlig en overraskende pointe til sidst i ’Fremtidens araber’. Det vil Sattouf naturligvis ikke tale om. Han nægter at svare på spørgsmål om udviklingen i de sidste to albums. Og hvis man spørger alligevel, siger han:
- Okay, nu fortæller jeg, hvad der sker i slutningen af ’Game of Thrones’. Den unge dværg bliver halshugget. Værsgo, nu har jeg ødelagt det hele for dig, men du bad selv om det.’
Og så bryder Sattouf igen ud i sin yndlingshobby, at grine …