'Sprængfarligt' og 'giftigt' interview: Meghan og Harry beskylder kongehuset for racisme

Ifølge prins Harry og hertuginde Meghan, var kongehuset bekymret for sønnens hudfarve.

Prins Harry og hertuginde Meghan ryster seere med deres beretninger om livet som britisk kongelig i et stort interview med Oprah Winfrey. Her ses de i midten på et officielt fotografi taget i forbindelse med deres søns dåb i juli 2019. (© Pool/Reuters/Ritzau Scanpix)

I nat dansk tid blev et længe ventet to timer langt interview sendt i USA. Over for talkshowdronningen Oprah Winfrey sad nemlig hertugen og hertuginden af Sussex, Meghan og prins Harry.

Interviewet bød både på afsløringer af selvmordstanker, indblik i knuste familierelationer og ikke mindst anklager om racisme. Anklager og afsløringer, der kommer, efter ægteparret sidste år annoncerede, at de ikke længere ville være "fremtrædende" medlemmer af den kongelige familie i Storbritannien.

I en privat have i Los Angeles interviewer Oprah Winfrey det immigrerede ægtepar om livet i det britiske kongehus. (Foto: © HARPO PRODUCTIONS, Scanpix)

Særligt anklagerne om racisme har fået pressen såvel som almindelige seere til tasterne.

For i interviewet fortæller parret, at allerede før de blev gravide med deres første barn, havde medlemmer af kongehuset delt deres bekymringer om, hvor mørk hudfarven på parrets eventuelle børn mon ville blive.

- Bekymringerne omhandlede, hvor mørk barnets hud potentielt ville blive, og hvad det ville betyde, og hvordan det ville se ud, fortæller hertuginde Meghan i interviewet og tilføjer, at samtalerne ikke stoppede, da hun blev gravid med sønnen, Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

- I de måneder, hvor jeg var gravid, foregik der parallelt to samtaler om, hvordan han ikke ville få den samme sikkerhed, eller hvordan han ikke ville få en titel – samtidig med, at der var bekymringer og samtaler om, hvor mørk hans hud ville blive, når han blev født.

Hverken prins Harry eller hertuginde Meghan ønskede i interviewet at afsløre, hvem fra kongehuset, der luftede de bekymringer eller tanker. Det gør dog ikke anklagerne mindre farlige for kongehuset, mener journalist og forfatter Lone Theils, der også er ekspert i britiske forhold:

- Det er jo potentielt sprængfarligt, at det nu afsløres, at der endda har været tvivl om, hvorvidt Archie kunne blive prins alene baseret på hans hudfarve.

- Det er en voldsom påstand om racisme, der sagtens kan blive et politisk problem for det britiske kongehus, siger hun og uddyber:

- Det kan det både i forhold til The Commonwealth of Nations (sammenslutningen af hovedsageligt stater og områder, der tidligere har været britiske kolonier, red.) og også dele af den amerikanske befolkning, hvor nogle af dronning Elizabeths undersåtter nu må spørge sig selv, om de ikke er borgere på lige fod med andre.

Journalist og royalreporter ved Se & Hør, Jacob Heinel Jensen, siger desuden til P1 Morgen, at racismeanklagerne kan være "giftige" for kongehuset:

- Det er en virkelig, virkelig farlig ting at gå ind i. Selvom prins Harry siger, at: "Jeg vil aldrig afsløre, hvem der har sagt det," så er det jo virkelig giftigt for dem at have siddende på sig, mener han.

Det britiske kongehus har endnu ikke kommenteret interviewet.

I interviewet med Oprah Winfrey fortæller hertuginde Meghan desuden, hvordan hun oplevede racismen på egen krop særligt fra medierne i sin tid i kongehuset.

En racisme, der "ændrede sikkerhedsniveauet, fordi det ikke bare var ligegyldig sladder. Det handlede i stedet om at bringe den racistiske side frem i folk, og det ændrede trusselsniveauet – og antallet af dødstrusler, hvilket ændrede alt", fortæller hun i interviewet.

Interviewet har fået flere til tasterne. Heriblandt skriver amerikanske Beatrice King, der er det yngste barn af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr., på Twitter:

- At være kongelig er ikke et skjold mod racismens ødelæggelser og fortvivlelse.

Selvmordstanker og brudte familiebånd

Det var dog ikke kun de voldsomme anklager om racisme, der fik seere til at sidde målløse tilbage.

Også hertugindens afsløringer om selvmordstanker i sin tid som kongelig vækker opsigt.

- Der var tidspunkter, hvor jeg følte, at nu kan jeg ikke føle mig mere ensom, fortæller hun og tilføjer, at hun havde afleveret sit kørekort, bilnøgler og pas, da hun sluttede sig til kongefamilien.

Da Oprah Winfery spørger ind til hendes tidligere udtalelser om, at det var "umuligt at overleve" i kongefamilien, svarer hun:

- Jeg havde bare ikke lyst til at leve mere. Og det var en meget tydelig og skræmmende, konstant tanke, fortæller hun i dette klip fra BBC.

Hun fortæller, hvordan hun bad kongehuset om hjælp og blandt andet spurgte om muligheden for at blive indlagt. Men anmodningen blev afvist, fordi "det ikke ville være godt for kongehuset".

Ifølge hende var det prins Harrys beslutning om at forlade den kongelige familie, der reddede hendes liv.

- Det viser bare, hvor dysfunktionel den kongelige familie er. Hun fortæller om at gå med selvmordstanker, men alligevel at tage til et officielt arrangement, fordi det var en del af hendes pligter. Det siger ikke så lidt om de krav, man stiller til familien, hvor de kongelige pligter kommer før alt andet, siger Lone Theils.

- Og det vil hun uden tvivl vinde noget sympati for at blotlægge.

Og sympati kan der blive brug for. Interviewet vil i hvert fald betyde en opdeling af folk – enten er man med eller mod særligt hertuginden:

- Du vil ikke længere kunne være "team dronning", hvis du også er "team Meghan", som Lone Theils formulerer det.

Under interviewet kommer prins Harry flere gange ind på sin mor, den afdøde prinsesse Diana. Heriblandt en inddirekte bebrejdelse af sin egen far, prins Charles, som ikke støttede hende nok, da pressens søgelys var rettet mod hende. Her ses de til deres bryllup i 1981. (Foto: © STR New, Scanpix)

Prins Harry fortæller også om det, der er blevet et brud med hans egen familie, og hvordan Prins Charles, hans far, ikke længere tager telefonen, når han ringer hjem fra USA.

- Det tyder på en meget voldsom splittelse i kongefamilien, hvilket det her interview bestemt ikke gør nemmere, mener Lone Theils.

Harry fortæller desuden, hvor hårdt det har været at være i pressens søgelys, og at han nu bedre forstår, hvordan det må have været for hans egen mor, prinsesse Diana.

- Men, tilføjer han, forskellen er, at de, Harry og Meghan, har været to – dér var hans mor helt alene. Og det er jo en åbenlys bebrejdelse af prins Charles, som Harry mener bare lod Diana sejle i sin egen sø, siger Lone Theils og slutter:

- Det kommer til at tage mange år at reparere det brud.

Det britiske kongehus har ikke kommenteret interviewet.

Interviewet 'CBS Presents Oprah with Meghan and Harry', som foregik i Los Angeles, kan i Danmark ses mandag 8. marts på TV3 klokken 21 eller via ViaFree.

Lær desuden den kongelige familie - og særligt den nye generation - bedre at kende i serien 'Windsor-dynastiet: Sandheden om det britiske kongehus' på DRTV.