Festivalen Copenhell er i år blevet rost til skyerne for deres musikprogram, der gemmer på hårdtslående rockmastodonter som Kiss, Metallica og Iron Maiden.
Mere overraskende er det måske, at rapperen Marwan også har fundet vej til plakaten.
Rapperen, der i 2007 brød igennem med hittet 'Min Blok' og har lavet musik med navne som L.O.C og U$O, er nemlig frontmand i metalbandet SortHandsk, der i år gjorde deres debut på Copenhell.
Og skal man tro Marwan selv, så er koblingen mellem rapperen og den hårde metal slet ikke så aparte, som den måske kan lyde.
- Jeg er vokset op med MTV i 90'erne, hvor de spillede masser af rap og rock, så jeg har altid hørt begge dele, og det er ikke en fremmed verden for mig. Min storebror har også altid hørt meget metal, så selvom jeg selv valgte at gå rap-vejen, så kender jeg metal-lyden og genrens univers rigtig godt, forklarer 42-årige Marwan og tilføjer:
- Selvfølgelig er det her et genreskifte, men for mig, er det ikke så mærkeligt, som det måske kan lyde. Rap og metal gemmer på samme energi, så derfor var det oplagt at blande de to genrer.
Skriver sange om opråb og oprør
Faktisk har den dansk-palæstinensiske rapper altid vidst, at han en dag ville lave et band, hvor han kunne flette rappen sammen med den hårde metal, og chancen bød sig, da han mødte trommeslager, Michel Svane.
Han har i mange år spillet trommer for L.O.C., og det var netop på tour med den aarhusianske rapkonge, at Michel Svane og Marwan mødte hinanden.
Trods sine mange år bag trommesættet for L.O.C er Michel Svane nemlig i virkeligheden en dedikeret metal-fan, og han og Marwan blev hurtigt enige om, at de sammen ville skabe et nyt hybrid-univers, der skulle blande de to genrer.
Senere blev metalguitaristen Søren Bendz kastet i puljen, og sammen dannede de i 2019 trioen med navnet SortHandsk.
- SortHandsk er et symbol på, at der foregår ting rundt omkring i samfundet og bag kulissen, som ikke tåler dagens lys. Magtfulde folk, der tager den sorte handske på, gør det beskidte arbejde, smider den igen og siger: "Det var ikke mig," forklarer trommeslager Michel Svane om gruppens kryptiske bandnavn.
Sidste år udgav bandet sin selvbetitlede debut 'SortHandsk', der blev mødt med roser fra anmelderkorpset - blandt andet hos musikmediet Gaffa, der beskrev pladen som en musikalsk "molotovcocktail" og kvitterede med fem ud af seks stjerner.
SortHandsk udgav debutsinglen 'Magt i gevær' i 2021. Hør den her:
Grundkernen i SortHandsk musik er hårde beats, metalguitar og Marwans tekster, der ifølge bandet kredser om kernebegreber som "opråb" og "oprør".
- Vi prøver at tale om de ting, ingen andre taler om. Vi vil gerne opfordre folk til at være fritænkende og smide skyklapperne og stille sig kritisk over for systemet, siger Marwan og fortsætter:
- Jeg siger ikke, man skal sige "Fuck systemet", for der skal jo være et system, så samfundet kan køre rundt, men man må også gerne… tænke lidt selv, fortæller han om budskabet i bandets repertoire, der tæller titler som 'Magt i gevær', 'Facist' og 'Korruption'.
'Pissenervøs' før festival -debut
Fredag skulle de samfundskritiske sange og tekster så stå distancen, da SortHandsk spillede deres debutkoncert på Copenhell, der er Danmarks største rock- og metalfestival. Og selvom bandet allerede skulle spille 12:30 - blot en halv time efter festivalpladsen åbnede - var publikum mødt talstærkt op.
- Det var så vildt at se, hvor mange der stod klar foran scenen. Vi spillede tidligt, og folk burde jo stadig ligge derhjemme med tømmermænd fra i går, men at se så mange møde op til vores koncert og synge med på vores tekster, det var helt vildt, fortæller Marwan.
For ham og resten af SortHandsk var koncerten på Copenhell en stor milepæl - det til trods for, at det først for ganske nylig gik op for Marwan, hvor stor en bedrift en plads på Copenhell-plakaten egentlig er.
- Jeg har aldrig været her før og fattede nok ikke helt, hvad Copenhell var. Det gjorde jeg først for alvor for to måneder siden, da folk begyndte at vise mig billeder herfra og sagde "For helvede, det her er Copenhell, og det er kæmpestort, at du skal spille der," fortæller Marwan med et grin og fortsætter:
- Siden har vi alle tre haft kæmpe forventninger til den her koncert, og for at være ærlig, var jeg også pissenervøs. Men at stå på scenen og mærke al den kærlighed fra publikum, det var virkelig fedt, og jeg håber, vi får lov til at gøre det igen til næste år.
Meget mere metal
Efter koncerten skulle både Michel Svane og Marwan retur til hjembyen Aarhus for at spille koncert med kollegaen L.O.C, men står det til Marwan, så står den gerne på mere metal frem for rap i fremtiden.
- Det her er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Jeg er så lykkelig for det her projekt med SortHandsk, og det er dét, jeg kommer til at fokusere på i min karriere fremover, siger han og fortsætter:
- Det kan godt være, der kommer lidt rapmusik hist og pist, men det hér er mit hovedfokus nu. Vi er slet ikke færdig med SortHandsk, og vi vil gerne gøre det her endnu større. Som vi synger i en af vores sange: "Vi starter lokalt, ender globalt."
Men I optræder jo på dansk. Kan man så godt få global succes?
- Ja da. Prøv at høre, når du lytter til metal, så kan du ikke forstå et fucking ord af, hvad de synger alligevel. Det lyder bare fedt, og følelserne og budskaberne skal nok brænde igennem alligevel, siger Marwan.