Støttede palæstinenserne: Island idømmes bøde for politisk stunt ved Eurovision

Det var i strid med reglerne, da islandsk gruppe viftede med palæstinensiske flag under Eurovision i Tel Aviv.

Gruppen Hatari, som repræsenterede Island ved dette års Eurovision i Tel Aviv, opførte sig for politisk under finalen. (Foto: © Ronen Zvulun, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Arrangørerne bag Eurovision idømmer Island en bøde for at have optrådt politisk under dette års finale i Israel.

Det vakte opsigt, da den islandske gruppe Hatari vajede med palæstinensiske flag under pointuddelingen ved finalen i Tel Aviv i maj.

Og det var i strid med Melodi Grand Prix'ets regler, oplyser arrangørerne i European Broadcasting Union lørdag aften dansk tid i en pressemeddelelse.

Der henvises specifikt til regel 2,6 i sangkonkurrencens regelsæt, som bebuder, at deltagere ikke må bruge deres optrædener til politiske formål.

Derfor bliver den islandske broadcaster RÚV tildelt en bøde. Bødens størrelse oplyses ikke i meddelelsen.

Erklærede palæstinensiske støtter

Det var på mange måder kontroversielt, da den islandske gruppe Hatari tog til Tel Aviv for at deltage i årets Eurovision.

Gruppens medlemmer havde på forhånd offentligt erklæret deres støtte til palæstinenserne. Og derudover er deres musik og BDSM-inspirerede look med lak og læder alt andet end det, man forbinder med et hyggeligt familiearrangement.

Der var generelt masser af opmærksomhed omkring Hatari, der skilte sig ud på flere måder. (Foto: © AMIR COHEN, Scanpix)

Alligevel lykkedes det Hatari at ende på en tiendeplads i finalen, og mange har efterfølgende fået øjnene op for gruppen.

Gruppen optrådte desuden efterfølgende på Roskilde Festival.

Madonna trak også overskrifter

Det var ikke kun den islandske gruppe, der skabte virak ved årets Eurovision-finale.

Superstjernen Madonna optrådte med to hits under finalen. I den forbindelse bar hendes dansere både det israelske og det palæstinensiske flag på deres kostumer.

- Det var en fejl, sagde den israelske kulturminister Miri Regev efterfølgende.

- Man kan ikke blande politik ind i et kulturelt arrangement, med al respekt for Madonna.

Den hollandske sanger Duncan Laurence løb med sejren i Tel Aviv, hvorfor Eurovision næste år bliver afholdt i Hollands næststørste by, Rotterdam.

/ritzau/AFP