Tina Dickow fik P3-prisen

Tina Dickow tog hovedprisen ved P3?s årlige prisfest, hvor feltets mest erfarne herrer, Magtens Korridorer, nær var løbet med debutanternes pris. Den gik dog til Bikstok Røgsystem.

"Prisen får du for dit mod, talent og evne til at vise dig frem uden gøgl". Rosen regnede ned over Tina Dickow, da hun fredag aften modtog P3-prisen og de 100.000 kroner, der følger med den.

Den 28-årige singer/song-writer fandt det først og fremmest rimeligt at takke den pladeselskabsdirektør, som hun "tit er meget hård ved", som hun sagde. Det er her en væsentlig pointe, at direktøren for Finest Gramophone, som selskabet hedder er Dickow selv.

Bikstok Gennembrud

Inden Dickow med sædvanlig mild beskedenhed kunne takke P3 for sin pris, havde både Bikstok Røgsystem, Outlandish og nykommerne Oh No Ono været på scenen for at modtage priser. Det skete henholdsvis i kategorierne P3 Gennembrud, P3 Respekten og P3 Eksperimentet.

At Gennembruds-prisen kunne være gået til Magtens Korridorer, som var blandt de nominerede, må siges at være tæt på ironisk - om end også velfortjent. Om dem fortælles nemlig den søde anekdote, at bedst som deres koner og kærester mente, at det måtte være slut med drengerøvstider, rockmusik og loooooooortepaaaaaaaaaarforhooooooold, så slog de igennem. Bandet har eksisteret siden engang i midten af 90'erne, og man behøver vist hverken være Peter Palshøj eller for den sags skyld Jørgen de Mylius for at spå om, at de kommer til at hænge ved lidt endnu.

Pils for sms'er

Korridorerne fik ikke gennembrudsprisen, til gengæld fik de både lov at åbne P3-ballet fra scenen - og det bogstaveligt talt med et brag - OG lov til at bære den eneste lytter-bestemte pris, P3 Lytteren med hjem. For den kvitterede de da også ved at love "pils" til alle de rare mennesker, der havde ofret en sms på at stemme på dem.

Også Mew - et af de mest succesfulde danske orkestre i udlandet - måtte på scenen, og det endog to gange. Først for at modtage prisen P3 Kunstneren - den blev overrakt dem af guitaristens gravide kone, som for øvrigt hedder Pernille Rosendahl, ja, det er hende fra nu opløste Swan Lee - og siden for at lukke festen, på samme måde, som Magtens Korridorer startede den Med et brag i form af live optræden med to af deres hit.