Dizzy er Danmark.
Så kort og kontant kan det formuleres. Og det gjorde de. De fans, der har været med fra begyndelsen for mere end 20 år siden, og dem, der er kommet til i mellemtiden.
For et af Danmarks største rockorkestre, Dizzy Mizz Lizzy, er i den grad tilbage og kan trække et lige så stort publikum - hvis ikke større - som dengang, de første gang var populære i midten af 90'erne.
- Det er det absolutte trækplastre, det bliver ikke større. Det er faktisk svært at sætte sig op til Volbeat nu, siger 32-årige Camilla Petersen, der var med, da bandet begyndte deres turné i år i Rødovre.
Den koncert blev dog toppet i Tusindårsskoven i aftes.
Camilla er sammen med veninden Charlotte Sørensen på 25 ikke i tvivl om, at Dizzy Mizz Lizzy er Tinderbox-festivalens vigtigste navn.
'Hold kæft, I er smukke'
Og de varme følelser gik begge veje. Fra scenen takkede forsanger Tim Christensen flere gange Tinderbox-publikummet.
- Hold kæft hvor er I smukke, udbrød han kort inde i koncerten og roste publikum for at være 'federe end på Roskilde Festival'.
- Nu skal jeg nok passe på, hvad jeg siger. Der skal vi jo spille i næste uge, sagde han dog med et smil.
Så hvis deres fans er glade for, at trioen er tilbage virkede bandet i den grad også glade for at være tilbage.
Selvom de lige har udgivet deres tredje studiealbum var det da også bandets lidt ældre numre, der fik festivalfolkene med på den helt store fællessang.
Lysten til at synge med på bagkataloget var stor, og det anerkendte Tim Christensen, der flere gange understregede, at Dizzy Mizz Lizzy er et 'lidt ældre band'.
- Hvis der er nogen der hellere vil have 90'er-fest for fuld udblæsning, så tror jeg Dr. Alban spiller et sted i nærheden, lød det fra frontmanden.
Meget historie i 'Silverflame'
Og fansene fra 90'erne var der.
- Min første koncert var med Dizzy i 1993, fortæller 41-årige Mette Lundgreen, der sammen med kæresten Jens Nielsen på 46 har været til alle de Dizzy-koncerter, 'hun har kunnet komme til i Esbjerg og omegn', som hun formulerer det.
- Det fedeste var da 'Silverflame'. Der er bare så meget historie bag det, siger hun.
Selfietid
En, der også kiggede forbi koncerten, var forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen. Faktisk gæstede han også Volbeat på Rød scene senere på aftenen.
Men som Johan Olsen stod der og lyttede til Dizzy Mizz Lizzy på plænen, lod festivalgæsten Mette Lundgreen ikke chancen for et selfie gå forbi:
- Han er simpelthen bare så fed, fortæller fortæller hun efter hun har fået taget sit selfie med sangeren under koncerten.
Dizzy er som vin
D’herrer Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen var i aftes tilbage på scenen med både nyt og gammelt materiale, og lidt som med vin er de kun blevet bedre med alderen, mener Hanne Svejgaard på 46 år.
På Blå scene i aftes var hun til sin første Dizzy Mizz Lizzy-koncert for første gang, siden bandet gik fra hinanden tilbage i 1997.
- Det er jo fedt, de er blevet spillet mere sammen, og de kommer alle samme mere frem på scenen. De er spilleteknisk bare lyder bedre. Det var en fed afslutning, siger hun, mens hun dog sammen med vennen Jens Nielsen dog bliver enige om, at højdepunktet på Tinderbox for dem begge, trods alt nok var Rammstein.
"I gjorde det hamrende godt"
Også på Facebook giver Dizzy Mizz Lizzys fans deres taknemmelighed til kende. I et opslag, hvor bandet takker Tinderbox' gæster for koncerten, svømmer kommentarfeltet over med store ord og begejstring.
Anmelder: ”Strammere end frontmandens hestehale"
Det er ikke kun fans, der lader sig begejstre over Dizzy Mizz Lizzys come back.
Ekstra Bladets Thomas Treo så begejstret, at han erklærer gruppen for mestre i ”DM i rock”, med henvisning til Volbeat, der spillede på Tinderbox samme aften.
- Gruppens samspil var strammere end frontmandens hestehale, og de sparkede præcist til nye numre som ’Terrified in Paradise’, ’Brainless’ og ’Love at Second Sight’ fra forårets driftsikre comebackalbum, ’Forward in Reverse’, skriver anmelderen og kvitterer med fire stjerner ud af seks mulige.
