Bob Dylan er blevet tildelt Nobelprisen i litteratur, og hans fans over hele verden kan ikke få armene ned.

Endelig har deres forbillede fået den ære, der tilkommer ham. I Bologna fortsætter en imponerende flot David Bowie-udstilling sin sejrsgang. Folk fra hele Europa strømmer til og tilbringer time efter time i selskab med en kunstner, de opfatter som epokegørende og genial.

På Camp Nou i Barcelona hylder hjemmepublikummet og gæster fra hele verden Lionel Messi som verdens største fodboldspiller, og i USA kan den mere hårdkogte højrefløj ikke få nok af det republikanske partis præsidentkandidat Donald Trump.

I alle tilfælde er der tale om ganske omfattende sociale bevægelser, som på hver sin måde kredser om et ophøjet menneske.

Er man ikke fan af Bob Dylan, tager man sig måske til hovedet over, at han har fået Nobelprisen, og er man ligeglad med Major Tom og Ziggy Stardust, kan David Bowie rende og hoppe. Det er klart. Man skal også være gjort af en særlig fodboldstøbning for at kaste sig for fødderne af Messi og høre til et helt særligt politisk segment, for at se det vidunderlige i Trump.

Fælles for dem, som føler sig tilpas i den ene eller anden af disse sammenhænge er dog, at de bidrager til hyldesten – eller ligefrem dyrkelsen ­­- af et andet menneske.

Paven og Justin Bieber giver samme lykkefølelse

Umiddelbart synes dette fænomen ikke at have meget med religion at gøre, men det er helt forkert. Det har meget med religion at gøre, for personkult er et helt gennemgående træk i verdens religioner, og grænsen mellem religion og noget, som ikke er religion, er altid flydende.

Den religiøse begejstring for bestemte mennesker, levende eller døde, har en lang række træk til fælles med begejstringen for sportsfolk, musikere, politiske ledere eller andre som mennesker glædes over. Guruer af enhver slags, helgener, profeter, hellige konger, religiøse ledere, inkarnerede Mestre og mange andre har i årtusinder fyldt mennesker med glæde, begejstring og håb såvel som frygt og bæven.

Fænomenet findes i utallige varianter, og i praksis kan det være vanskeligt at vurdere forskellen på den dybtfølte lykke som en ung pige kan føle, når Justin Bieber skænker hende et kindkys på scenen, og den glæde som en katolsk lillemor oplever, når paven kysser hende på panden under en masseaudiens i Vatikanet.

Hvordan afgør vi, hvad der opleves stærkest, og hvad der har størst betydning?

Det kan vi ikke, og forklaringen er for så vidt enkel: Kultur er ikke altid religion, men religion er altid kultur. Derfor lægger mange kulturelle fænomener sig tæt op ad religionsfænomenet uden helt at være religion.

Mange forskellige guder har menneskeform

Men ikke nok med det. Selve mennesket, som væsen og som form, er også den gennemgående matrice for den måde hvorpå mennesker overalt i verden konstruerer deres guder.

Det bedst kendte eksempel er Jesus, de kristne religioners menneskegud, men vi finder paralleller overalt. Hinduismens guder Vishnu, Shiva, Krishna, Shakti, Lakshmi og alle de andre har f.eks. menneskeform. Det samme gælder oldtidens guder Zeus, Hera, Afrodite, Dionysos, Isis, Jupiter, Mars og alle de andre. I Egypten fik de dyrehoveder, men ikke altid. Menneskekroppen var også her helt gennemgående. Overalt i verden ser man det samme: Afrika, Japan, Kina, Mellemamerika, Norden, Sydøstasien etc.

Det er de færreste guder som ikke har mennesket som forbillede, og hvis ikke de har menneskelig form, så udstyres de med menneskelige motiver, følelser og attributter.

Eksemplerne står i kø. Islams Allah, som anses for ubeskrivelig, er en “han” som taler, lytter og ser. Han har følelser og reagerer med vrede, skuffelse og glæde som mennesker. Det samme gælder den gamle jødiske gud, Jahve. I myten om Adam og Eva går han ligefrem rundt i en park og hygger sig. De steder, hvor man har haft forestillinger om en mere abstrakt upersonlig guddommelighed (i Indien purusha eller brahman, i Kina dao), har man også haft helt håndgribelige guder med klassisk menneskeform.

Guder ligner mennesker fordi religionsproducenterne er mennesker

Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor giver mennesker overalt og til alle tider, deres overmenneskelige magter menneskeform?

Svaret er enkelt: Det er fordi religionsproducenterne selv er mennesker.

Guderne skal reflektere det liv, mennesker lever, og de tanker mennesker tænker. De skal repræsentere menneskelige idealer, og de skal derfor være tilgængelige for menneskers sanser og følelser.

Når mennesker genkender sig selv i deres guder, er identifikationen med gudernes krav og idealer til at forstå. Religion kan forstås som et kulturelt system, som gør det muligt for mennesker at forholde sig til verden. Et system af forklaringer og regler, som får skik på verden og menneskers rolle i den. Ved at sætte mennesket selv i centrum i skikkelse af de guder, man forestiller sig, får man ligesom greb om tingene.

Faktisk ligger vores tilbøjelighed til at se verden i menneskekategorier dybt i os. Spædbørn er født med evnen til at genkende og tolke ansigter, og som voksne reagerer vi altid stærkere på den menneskelige form end noget andet.

En velkendt teori om, hvad religion i det hele taget er, tager afsæt i just dén iagttagelse: Religion er tilbøjeligheden til at tillægge ikke-menneskelige ting menneskelige karakteristika.

Religion handler altså ikke om “det andet” eller “det overmenneskelige”. Det handler om det allermest konkrete, nemlig menneskene selv, men måden mennesker ser indad på, er ved at forestille sig højere magter – i menneskelig form.

Menneskene skaber guderne, ikke omvendt.