Islamforsker: Der er forskel på had-, svovl- og reformprædikanter

ANALYSE Den politiske aftale om hadprædikanter har været uinformeret og præget af den stemning, som et tv-program piskede op, mener religionshistoriker og islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen.

Politikerne har ikke kontaktet nogle af de forskere, som beskæftiger sig med blandt andet hadprædikanter, før de vedtog en række tiltag rettet mod dem, lyder det fra islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen. På billedet ses den nu afdøde og stærkt kontroversielle imam Ahmed Abu Laban. (Foto: © BJARKE ØRSTED, Scanpix)

En række af Folketingets partier har i den forløbne uge indgået en aftale rettet imod hadprædikanter. Det er sket, uden at hverken politikere eller presse har kontaktet forskere, der beskæftiger sig med muslimske lærde og prædikanter. Så selv om det egentligt er for sent, kommer der her en kort introduktion.

Ligesom den kristne tradition har den muslimske en ugentlig prædiken, khutba, som finder sted før middagsbønnen om fredagen. Det er en ret formelt opbygget tale, med specifikke lovprisninger og taksigelser og mange koranvers indflettet. Der er ikke en bestemt tekst til hver fredag, man prædiker over, så prædikanten vil tit forfølge et tema igennem flere uger, f.eks. børneopdragelse.

Den islamiske litteratur skelner mellem forskellige genrer af prædikener. I den prædiken der satte debatten i gang, advarede Abu Bilal i Grimhøjmoskéen, om straffen i det hinsides og betydningen af anger – illustreret med den temmelig groteske historie om kvinden fra Juhayna, hvis anger over at have begået hor var så dybfølt, at hun selv insisterede på at blive stenet.

Det var altså ikke en prædiken, der forsvarede stening, men en prædiken, der opfordrede til at man angrer og forbedrer sin livsførelse. I den islamiske tradition kalder man en sådan svovlprædiken tarhib, og sigtet er, at den troende skal ’lugte dødens realitet’ for at besinde sig her i livet, så nogle prædikanter svælger i makabre detaljer. Ikke had, altså, men svovl.

Bin Ladens mentor?

Svovl er dog ikke uskyldigt. Den syrisk lærde Muhammad al-Yaqoubi påpegede på en konference på Christiansborg om afradikalisering, at selv om salafistiske prædikanter ikke prædiker vold, så prædiker de offervilje, og herfra kan de militante så tage over.

Yaqoubi blev imidlertid også lagt for had af danske debattører, som med tolv år gamle klip mente at kunne fastslå, at han var ekstremist og ikke skulle have været inviteret.

På lignende vis fremhævede udlændingeminister Inger Støjberg den saudiske prædikant Salman al-Auda, der netop havde været i Sverige, som ”en af dem, der spreder had” og følgelig ikke skulle ind i landet.

Støjberg er ikke specialist i prædikanter, men havde sin viden fra Jyllands-Posten, som samme dag havde kaldt ham ”bin Ladens mentor”. Det er han ikke.

De var lige gamle og uddannet forskellige steder på helt forskellige måder. I 1990’erne blev al-Auda fængslet for at kritisere kongen. Siden han kom ud af fængslet i slutningen af 1990’erne har han holdt fred med styret og netop kritiseret ekstremisme.

Kort før Støjberg nævnte al-Awda, var han faktisk i den internationale presse for i Sverige at have udtalt, at han mente, at homoseksualitet var en synd – men ikke én som vi skal straffe her på jorden. Det er faktisk meget progressivt af en saudisk prædikant – og noget han med garanti får ørerne i maskinen for derhjemme.

Se, det havde han jo næppe sagt i Saudi-Arabien. Faktisk er der en vis tradition for, at muslimske lærde reviderer deres synspunkter, når de konfronteres med den europæiske virkelighed. Det gælder selv den berømte islamistiske sheikh al-Qaradawi, som med tiden har erkendt, at muslimer i Europa skal følge en ”minoriteternes jura” tilpasset europæiske forhold, så de for eksempel godt må tage rentebærende realkreditlån.

Islam og sekularisme

Men ikke nok med, at Europa kan presse muslimske prædikanter som al-Awda til at bevæge sig i en progressiv retning. Sheikhernes høje status vil somme tider også kunne bevæge de mere konservative lag blandt de europæiske muslimer. Sidste år kom Rachid Ghannouchi til København, og i en tæt pakket moské forklarede han, at islam og sekularisme ikke er modsætninger. Det troede tilhørerne ellers. Men det gjorde indtryk, at ordene kom fra lederen af det succesrige islamistiske parti i Tunesien. Han vil næppe heller komme ind i fremtiden.

Aftalen om hadprædikanter har været uinformeret og præget af den stemning, der blev pisket op af tv-programmet.

Også fremover bliver det sikkert journalister og debattører, der på anti-islamiske hjemmesider finder citater, som prædikanterne har sagt en gang – for eksempel om Israel, Muhammad-tegninger eller homoseksualitet. Måske har de sagt det, måske ikke. Men først og fremmest kan de jo mene noget andet i dag.

Man kunne jo spørge dem selv og presse dem på deres synspunkter. Men det har de samme debattører aldrig haft mod til, og nu får vi andre næppe lejlighed til det.

Imens vil unge muslimer have adgang til sandt ekstremistiske prædikanter over internettet, og færre autoriteter til at præsentere troværdige islamiske alternativer.