Med stort hvidt skæg og rød julemandsdragt står Jørgen Rosland foran rådhuset i Rødovre. Her skal han være med til at indlede julen i byen og få det store juletræ til at lyse op.
- Vi har det allesammen i hjertet. Vi kan godt lide at gøre noget godt for børn, siger han.
Gennem 25 år har Jørgen Rosland trukket i julemandskostumet for at sprede juleglæde blandt de mindste. I dag er han oldermand i Dansk Julemands Laug.
- Grunden til jeg blev julemand, var den glæde, man ser i alle de her børn, som kommer op til en, og som man skal være med til at skabe noget julestemning for, fortæller han og pointerer, at han glæder sig til jul hvert eneste år.