Den verdenskendte tegneserieskaber Stan Lee er død i en alder af 95 år.
Det skriver det amerikanske nyhedsmedie TMZ, der citerer Lee's datter.
Stan Lee er manden bag Marvel Comics og har været medskaber på tegneseriesensationer som Spider-Man, Hulken, De Fantastiske Fire, Iron Man og X-Men.
- Min far elskede alle sine fans. Han var den største og mest anstændige mand, siger datteren J.C. Lee til TMZ.
Den 95-årige Lee havde igennem flere måneder kæmpet med et stadigt dårligere helbred, og tidligt mandag morgen blev han bragt til Cedar's-Sinai Medical Center i Los Angeles, hvor han døde.
For de fleste biografgængere er Stan Lee's karakteristiske smalle ansigt med mørke solbriller velkendt. Han har nemlig gæsteoptrædener i samtlige af Marvels superheltefilm.
I 2011 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame.
/ritzau/
