Tusindvis var mødt op for at ønske dronning Margrethe tillykke med fødselsdagen

Dronningen fejrer sin 82-års fødselsdag på Marselisborg Slot i Aarhus, lørdag den 16. april 2022.

Der var ikke noget, der manglede, da dronning Magrethe i dag kunne fejre sin 82-års fødselsdag fra verandaen på Marselisborg Slot i Aarhus.

De sidste to år er de officielle fejringer blevet aflyst på grund af coronapandemien, men i år var tusindvis mødt op for at ønske tillykke med fødelsdagssang, flag og musik.

Og da klokken endelig slog 12 blev dørene til Marselisborg Slots veranda åbnet, og ud trådte dronningen med et stort smil og iført et lavendelblåt sæt.

Hun blev hurtigt efterfulgt af sin ældste søn, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingeparret, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Prinsesse Isabella kunne ikke holde begejstringen tilbage og sang glædeligt med, da Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede melodien til Otto Mikkelsens "I dag er det Oles fødselsdag".

To, der i den grad havde glædet sig til at vinke til dronningen, var Alma Ratchke og mormor Jenny Frantzen.

- Jeg synes, det var hyggeligt, jeg havde glædet mig til at skulle have Alma med.

Dronningen og resten af den kongelige familie forsætter fødselsdagsfejringen og påsken på Marselisborg Slot.

I toppen af artiklen kan du opleve, hvordan fødselsparaden tog sig ud, da dronningen blev mødt med sang, sol og masser af flag og smil.