Uge efter uge har 12-årige Rune imponeret med sit ekvilibristiske klaverspil i bedste sendetid. Lørdag kulminerede så et intensivt, seks uger langt forløb, da han hev stikket hjem og vandt tv-underholdningsprogrammet Vidunderbørn på DR1 foran violinisten Villads og sangeren Al-Fadl.

Runes læremester i programmet, pianist Katrine Gislinge, er imponeret over hans indsats ovenpå sejren:

- Han (Rune, red.) er en indlysende begavelse, men jeg er i særlig grad imponeret over hans fokus og koncentration. Han lader sig ikke slå ud af de ting, der sker omkring ham. Han er fokuseret på musikken, og det ønsker jeg for ham, at han kan blive ved med at være.

Om Rune fortsætter i det klassiske spor, kan kun tiden vise. Musikken har imidlertid været Katrine Gislinges skæbne allerede fra 6-års alderen. Vi har sat den anerkendte koncertpianist stævne til en snak om præstationsangst, karriere – og hendes deltager i Vidunderbørn.

Artiklen fortsætter under videoen.

https://www.youtube.com/watch?v=4gIn6LeRhZc

”I’m the boss”

Mens Rune begyndte at spille klaver som 8-årig, så fik Katrine Gislinge allerede de første klaverlektioner som 6-årig.

- Jeg har selv haft en barndom, der kan minde lidt om sådan en vidunderbarnstilværelse. Faren ved sådan en opvækst er, at den kan gøre dig meget afhængig af succes, og af hvad andre folk tænker om dig.

Bekymringen om andres meninger er dog blevet mindre med årene:

- Der er kommet en eller anden følelse af, at ”I’m the boss”. Hvis folk ikke kan lide det, jeg laver, så må de jo holde sig væk. Og dét, tror jeg, er aldersbetinget. Man kan ikke blive ved med at tage sig af, hvad alle andre tænker.

- Den frigørelse har bevirket, at jeg nu kan spille ting, jeg aldrig har kunnet spille før.

Den konstruktive præstationsangst

Sådan har det dog ikke altid været.

Gislinge har i mange år døjet med voldsom præstationsangst.

Hun har tidligere fortalt til Berlingske, hvordan hun inden en koncert, med førnævnte Kremer, stod med en Global-kniv i hånden og i ramme alvor overvejede at skære en finger af, for at slippe for koncerten.

Den spinkle pianist med de store, følsomme øjne står dog et helt andet – og mere selvsikkert – sted i dag:

- I de seneste år er jeg kommet over en eller anden tærskel. Jeg føler stadig præstationsangst, men jeg føler faktisk, at jeg er begyndt at kunne bruge det konstruktivt.

- Men man kan aldrig sige sig helt fri for at blive nervøs. Det er en evig samarbejdspartner, man har.

Succes er ikke konstant

Ifølge Gislinge handler en del af løsningen om at anerkende, at succes ikke kan være konstant:

- Man må ikke se succesen som et vilkår for, om man er pianist eller ej. Succes er noget, der kan komme på besøg en gang i mellem. Det er noget, du kan invitere indenfor, men den udefrakommende succes kan også være noget, der i lange perioder ikke er der.

- Det gælder om at holde fast i, at du findes som menneske, og er den person, du nu engang er; du er glad for at spille, du har familie, venner og så videre. Hverken succes eller modgang må være bærende for, om man bliver ved (med sin kunstart, red.).

Store opgaver og prestigiøse festivaler

Der har nu ellers aldrig hersket tvivl om Katrine Gislinges talent.

Hun har både arbejdet sammen med internationale stjerner som violinsten Gidon Kremer, cellisten Jian Wang og fløjtenisten Emmanuel Pahud, og hun har spillet solokoncerter på flere internationale festivaler - blandt andet den prestigiøse Lockenhaus-festival.

- Jeg har haft store, store opgaver siden jeg var 18 år. Der har været perioder med virkelig meget run på; jeg har spillet med mine barndomsidoler, jeg har udgivet musik på Deutsche Grammophon, og nu er jeg med i Vidunderbørn.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Det er som en, at der løber en kilde igennem ham”

Vi vender tilbage til hendes deltager i programmet:

- Det er som en, at der er en kilde, der løber igennem Rune. Hans fokus er uforstyrret og uden bagtanke. Selvfølgelig bliver han glad for anerkendelsen, men det er ikke den, der er hans hoveddrivkraft.

Katrine Gislinge uddyber:

- Det handler grundlæggende om at folde sig ud som det menneske, man er. Og det føles som om, at Rune folder sig rigtig godt ud som menneske, når han sidder ved et klaver.

Det er seerne af Vidunderbørn tilsyneladende ganske enige i. De har i hvert fald stemt Rune hele vejen til sejr.

”Man lærer efterhånden, at verden ikke går under”

Hun medgiver, at anerkendelsen – både Runes, men også den, hun selv har oplevet – er rar at opleve:

- Det er ikke noget, man kan skære fuldstændig væk, for vi hænger jo sammen med andre mennesker, og har selvfølgelig brug for anerkendelse. Men jo ældre man bliver, jo mere sikker bliver man også.

Så afslutter hun sætningen, tøvende og eftertænksomt:

- Man lærer efterhånden, at verden ikke går under, bare fordi man får en kedelig kommentar eller anmeldelse.