Lotte Heise: Klassisk tv-satsning baner vej for "de seje nørder"

P2-vært Lotte Heise kalder deltagerne i DR-programmet Vidunderbørn for nørder. Og det skal udelukkende forstås positivt.

Lotte Heise er vært på P2-programmet 'Bravo'. Hun har tidligere stået i spidsen for 'Helt klassisk' på samme kanal. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Mange kender Lotte Heise som professionel speedsnakker og foredragsholder. Men hun er også vært på P2-programmet Bravo, og en stor kender af den klassiske musik.

Det er i den forbindelse, vi har sat hende stævne; til en snak om den klassiske musik generelt, og DR-programmet Vidunderbørn specifikt.

- Alle de her seks børn (deltagerne i Vidunderbørn, red.) er jo nørdede. Og jeg elsker nørder! Jeg er selv en kæmpe nørd, og begge mine børn er også nørder. For mig er ”nørd” det mest positive ord, man overhovedet kan nævne.

Nørdet på den seje måde

Sætningerne falder formfuldendte og i Heises velkendte, hastige tempo. Man skal spidse både ører og pen for at følge med, når man interviewer kvinden med det stramt tilbagestrøgne hår og den karakteristiske, vævre skikkelse.

- Jeg håber, at Vidunderbørn kan være med til at få det frem, at man godt må være lidt mærkelig og nørdet – på den seje måde! Jeg tror, det vil være sjovt for børn at se på andre børn, der er så fordybede og dygtige til noget.

Fordybelsen gør det fantastisk

Den pointe turnerer Heise flere gange i løbet af interviewet: Det med fordybelsen.

- I vore dage går alting super hurtigt, for vi må endelig ikke kede os! Men nogle gange er det sundt bare at synke ned i sædet og vide, at nu går der altså fem-seks minutter, hvor sopranen på scenen kun synger om, hvor helt enormt meget hun elsker sit mandlige modstykke.

Så afbryder hun sig selv:

- Det er det samme med sex og mad. Det er fordybelsen, der gør det fantastisk.

- Hvis du skal fortælle om dit livs kærlighed, så tager det sgu da også mere end en popsang på tre et halvt minut. Vi er slet ikke vant til, at tingene må tage lang tid; vi synes, det hele skal gå så hurtigt. Derfor er det både fascinerende og vigtigt at se vidunderbørnene bruge så meget tid på at dygtiggøre sig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lotte Heise taler både hurtigt, højlydt og begejstret om opera og klassisk musik. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Gode ting tager lang tid

I Vidunderbørn får seerne på DR1 klassisk musik at høre hver lørdag aften. Og Lotte Heise tror, at den klassiske musiks store force er, at den kan bibringe det moderne menneske nogle tiltrængte perspektiver midt i en fortravlet samtid:

- Den klassiske musik er skrevet på et tidspunkt, hvor folk ikke havde mobiltelefoner, e-mails og travlt på samme måde som i dag.

- Der er med andre ord masser af tid til at fortælle historien. Nogle gange kan man tænke ”Det er liiige langt nok”, men det er måske fordi, vi slet ikke er vant til at sætte os ned og mærke efter i et stykke tid; fordi alting går så hurtigt i dag.

- Jeg bliver både lykkelig, fyldt op og overvældet, når jeg hører klassisk musik, uddyber Heise.

Opera = pop ganget med én million

Hun pointerer, at det klassiske overhovedet ikke er svært tilgængeligt, men mener til gengæld, at myterne rundt omkring for eksempel opera kan bevirke, at der ikke er plads til at gå ind og ”bare være”.

- Hvis man kun er vant til at høre popmusik, så er det klart, at man ikke vil blive overvældet af opera lige med det samme. Så vil man tænke ”De larmer godt nok rimelig meget!”. Forestil dig, at du tager din yndlingspopballade og ganger det med én million; så har du effekten af opera.

Heise gestikulerer voldsomt med armene, da hun siger sidste del af sætningen, og skynder sig så at tilføje, at hun skam også godt kan lidt gode popballader.

Født til lyden af Wagner

Det er dog det klassiske, der er den helt store passion. Og hvad skyldes det egentlig?

Jo, det er der en ganske naturlig forklaring på, ifølge Heise selv: Hun blev nemlig født til klassisk musik!

- Min mor havde faktisk veer til Wagners Valkyrien, der blev sendt direkte fra Bayreuth i sommeren 1959, hvor jeg er født – og det er en sand historie!

- Hun ville så gerne lige høre slutningen af Valkyriens tredje akt, hvor Wotan tager afsked. Måske er det derfor, jeg er blevet lidt mærkelig, slutter Heise og bryder så ud i en stor, skraldende latter.