Whitney Houstons datter, Bobbi Kristina, fortæller nu for første gang siden moderens død om sin kendte mor og om sig selv.
Det har hun valgt at gøre til den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.
- Jeg er okay. Jeg gør det bedste, jeg kan for at komme igennem det. Nogle dage er værre end andre, og det kommer meget i bølger. Det ene øjeblik er jeg glad og griner, men så slår det mig, at min mor er død, siger hun til Oprah Winfrey.
Fortsætte moderens arbejde
Selvom hun kun er 19 år, føler hun et stort pres efter Whitney Houstons død, eftersom hun er den eneste datter.
- Jeg bliver nødt til at fortsætte det, min mor startede. Det er et stort pres, men hun forberedte mig godt på det. Jeg har tænkt mig at synge, spille med i nogle film og danse, fortæller hun.
Vil mindes glade turnedage
Hun fortæller også, hvordan hun helst vil huske sin mor.
- På tour, når hun smilede og var glad, når hun var på scenen, og når hun bare var sig selv. Hun var ikke bare en mor. Hun var den bedste ven. Og hun var en, der beroligede og trøstede, siger Bobbi Kristina om sin mor.
Natten inden Whitney Houston døde, faldt Bobbi Kristina i søvn i sin mors arme i deres fælles hjem i Atlanta.
Popstjernen Whitney Houston blev fundet død i et badekar på sit hotelværelse på Beverly Hilton Hotel i L.A. den 11. februar 2012.
/Ritzau/