DR SymfoniOrkestrets kommende chefdirigent Fabio Luisi har forelsket sig i Carl Nielsen, og han har fået lov til at afslutte orkestrets 150-års fejring med Nielsens 6. og sidste symfoni. Den franske klaverstjerne Lise de la Salle er med som solist i Rachmaninovs Klaverkoncert nr. 4 - et af de sidste romantiske mesterværker.
Den 6. symfoni er Nielsens sjoveste, mærkeligste og mest omdiskuterede. Laver han fis med publikum - eller forudsiger han, hvordan fremtidens musik vil lyde? Det begynder uskyldigt med en lille melodi, men ved slutningen er Carl Nielsen ude i absurd og anarkistisk humor. Det blev nationalkomponistens sidste ord som symfoniker, og det frydede ham at sprede forvirring!
Pianisten Lise de la Salle har med stor skarpsindighed altid et originalt bud på en fortolkning af de værker, hun spiller. Rachmaninovs Klaverkoncert nr. 4 fra 1926 er den sidste, han skrev. Det er på mange måder afslutningen på hele den romantiske musikkultur. Rachmaninov, der selv var en genial pianist, ser tilbage på den gamle verdens kultur, som han har elsket, men som nu er ved at være forbi. Og han skuer mod en fremtid, der bliver beskrevet med en troldsplint i øjet.
Se med direkte her på siden søndag 8. maj 2016 fra kl. 14.50. Vi videostreamer DR SymfoniOrkestrets koncert direkte fra Koncerthuset i DR Byen. Koncerten sendes i P2 torsdag 12. maj 2016 kl. 19.20.