25,5 milliarder udbetalt i overskydende skat: Danskerne er vilde med at lave skjulte opsparinger

Der er også en særlig grund til, hvorfor så mange danskere i år får udbetalt overskydende skat, fortæller ekspert.

I gennemsnit landede der 6.650 kroner ekstra på kontoen for de mennesker, der skulle have penge tilbage i skat. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

25,5 milliarder.

Så meget blev der i dag udbetalt til danskere, som har betalt for meget i skat i 2022.

Det er 5,6 milliarder kroner mere sammenlignet med sidste år.

I gennemsnit landede der 6.650 kroner ekstra på kontoen for de mennesker, der skulle have penge tilbage.

Og det er ikke tilfældigt, at udbetalingen af overskydende skat slår rekorder, vurderer Henning Boye Hansen, der er chefanalytiker hos revisionsfirmaet BDO.

- Danskerne elsker at spare op hos Skat. Der har aldrig været så mange, der har fået overskydende skat tilbage, og aldrig har de fået så store beløb, som de får i år.

Han mener nemlig, at mange vælger bevidst at betale ekstra skat hvert år som en skjult opsparing. Vi kan kalde den ’trækprocentsfinten’.

Trækprocentsfinten går ud på, at du går ind på din forskudsopgørelse og hæver din trækprocent, så Skat tror, at du kommer til at tjene flere penge, end du gør i virkeligheden.

Derved kommer du automatisk til at betale lidt ekstra skat hver måned. På den måde er du ofte sikker på, at du får en portion penge tilbage i overskydende skat i foråret.

- Grunden til, at så mange gør det, tror jeg, handler om det gamle ordsprog ’ude af øje, ude af sind’. Hvis du sparer op i banken, så kan du hele tiden i morgen fristes til at hæve pengene og bruge dem på noget andet.

Han mener, at det er en god idé at hæve sin trækprocent, så man får en slags skjult opsparing i form af overskydende skat.

- Hvis du betaler en lille smule for meget i skat hver måned, kan du ikke gå ind til Skat, at du gerne vil have udbetalt pengene. Man kommer til at vente til året efter, og så fristes man ikke til at bruge sin opsparing, fortæller Henning Boye Hansen.

Investering giver større afkast

Forbrugerøkonom i Nordea Ida Moesbye fraråder dog at bruge trækprocentfinten.

For et år som sidste år, der bød på dyrere elregninger og inflation, vil pengene gøre langt større gavn på ens konto frem for at stå til pynt i skattevæsenet.

- Man kan undervejs få nogle store regninger, som man pludselig ikke kan betale. Der er det ærgerligt at sige, at pengene står ved Skat, og dem får jeg i april. På den måde er det smart, at man har nogle penge mellem hænderne og på en konto, hvis der kommer en større regning. Derfor vil jeg ikke bruge Skat som en opsparing.

I stedet mener hun, at det er bedre at betale den korrekte skat og så lægge en lille smule til side hver måned til en opsparing, hvilket i dag er let at få sin konto til at gøre helt automatisk.

Ellers er det også en god idé at investere sine penge, så man får et større afkast på længere sigt.

- I den periode, hvor der var negative renter, var der ret høje afkast på de finansielle markeder. Der havde det måske været smartere at have investeret pengene end at have dem stående ved Skat, siger Ida Moesby, der understreger, at investeringer selvfølgelig kommer med en risiko.

Vi betaler automatisk lidt for meget i skat

Hvis du går og undrer dig over, at du stadig får penge tilbage i skat, selvom du hverken har fået ændret din indkomst eller fradrag, så er der en god grund.

Skattesystemet er netop lavet sådan, at du hvert år betaler en lille smule for meget i skat.

Din trækprocent bliver altid rundet op, når systemet udregner, hvor meget du skal betale i skat, fortæller Henning Boye Hansen.

- Hvis man forestiller sig, at din trækprocent bliver udregnet til 36,12, så bliver den automatisk oprundet til 37. Det betyder, at du automatisk bliver trukket lidt ekstra hver måned i skat. Og derfor er der mange alene af den grund får overskydende skat tilbage.

Derfor er der også en forklaring på, hvorfor det er indbyggerne i en kommune som Hørsholm ofte får de største summer tilbage i skattespillet.

Her skulle indbyggerne i kommunen i gennemsnit modtage 17.898 kroner i overskydende skat, mens indbyggerne i Lolland Kommune skulle have 4.668 kroner tilbage.

- Dem, der har de højeste indkomster, er også dem, der betaler lidt ekstra for meget i skat hver måned. Sådan har det altid været. Det er altid Nordsjælland, der er topscoreren med overskydende skat, siger Henning Boye Hansen.

Dertil er der også en anden forklaring på, hvorfor så mange danskere kunne se grønne tal i bunden af deres årsopgørelse.

Det fortæller Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

- I år har der været nogle helt særlige forhold, der har gjort sig gældende. Der har været rentestigninger på folks boliglån, og renteudgifter har man fradrag for. Derudover har man justeret beskæftigelsesfradraget. Derfor er der nogle parametre, der peger i retningen af, at udbetalingen af skat er større end tidligere, siger han.

Underdirektøren roser også nordjyderne for at være bedst til at regne deres korrekte skat ud.

For selvom Nordjylland er den landsdel, der i gennemsnit får færrest penge udbetalt i overskydende skat, er det samtidig også den landsdel, der skal betale mindst restskat.