75 kroner i coronagebyr for at få tjekket bisserne? Den går ikke, siger Forbrugerrådet

Sundhedsministeriet indskærpede i juni, at et ekstra coronatillæg hos tandlægerne er ulovligt.

Flere tandlægekunder har oplevet at blive opkrævet et ekstra gebyr i forbindelse med tandlægebesøg under corona. (© Vitaliy Kytayko)

- Til grin? Ja!

Så kontant var reaktionen fra Ea Lauritzen, da hun så regningen fra sin tandlæge.

Udover at betale for en plastfyldning var der nemlig også et punkt på regningen, der hed 'hygiejnetillæg' på 75 kroner.

Det er et tillæg, der dækker de omkostninger, tandlægen har ved at coronasikre sin klinik. Mundbind, værnemidler og ekstra rengøring.

Og fordi, Ea Lauritzens konsultation strækker sig over tre behandlinger, måtte hun betale gebyret tre gange.

- Hvis man ikke accepterer gebyrer, så kan man jo ikke få behandling, så man kan ikke rigtigt undgå det, fortæller hun.

Ea Lauritzen er en de mange danskere, der har undret sig over de pludselige gebyrer på tandlægeregningerne.

Og rigtigt mange har også henvendt sig til Forbrugerrådet Tænk, fortæller direktør Mads Reinholdt.

Sundhedsministeren har slået det fast: Det må I ikke

I et folketingssvar til Venstres Jane Heitmann, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke, at ministeriet har oplyst Tandlægeforeningen, at der ikke kan opkræves et tillæg i forbindelse med udførslen af ydelser med faste priser.

Tandlægepriser med faste ydelser omfatter mange af de mest almindelige tandlægeydelser som tandeftersyn, tandrensning og røngtenbillede. Disse behandlinger får også støtte fra det offentlige.

Hvis der ikke er faste priser på ydelserne, må tandlægerne gerne opkræve et coronatillæg.

Alligevel oplever Forbrugerrådet Tænk at få henvendelser fra tandlægekunder, der har betalt coronagebyr på ydelser med faste priser.

- Det skal vi have stoppet omgående, siger direktør i Forbrugerrådet Tænk, Mads Reinholdt.

Han opfordrer forbrugerne til at lade være med at betale, og hvis man alligevel er nødt til det, opfordrer han til, at man betaler under protest med den forventning, at man vil få penge tilbage igen.

Ea Lauritzen fortæller, at hun ikke var klar over gebyret, men at hendes tandlæge siden har hængt et skilt op, hvorpå gebyret fremgår.

Da der ikke er fast pris på hendes behandling, er gebyret dog helt okay.

Tandlægeforeningen: Vi har indskærpet det for vores medlemmer

Hos Tandlægeforeningen fortæller de, at de har indskærpet over for deres medlemmer, at der ikke må opkræves et corona- eller hygiejnegebyr på behandlingerne med faste priser.

- Nu har jeg ikke set nogle af regningerne fra patienterne, men hvis det er rigtigt, så er det imod de gældende retningslinjer, der er udstukket af sundhedsmyndighederne, og det er uheldigt, hvis det forholder sig sådan, siger Torben Schønwaldt, der er formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

Han fortæller, at tandlægerne har haft mange ekstraregninger forbundet med coronakrisen.

- Der har både været hardware i form af mundbind, visirer og kitler, men der har også været ekstra rengøring og luft i aftalebogen, så man ikke ser helt så mange patienter, siger Torben Schønwaldt.

Det er altså penge, der skal hentes ind igen. Det kan ske ved, at der opkræves et gebyr, eller ved at tandlægerne hæver priserne på de behandlinger, hvor der ikke er en fast pris.

Torben Schønwaldt fortæller, at Tandlægeforeningen i dag har udsendt endnu en nyhed, der præciserer reglerne overfor deres medlemmer.