Finansminister Claus Hjort Frederiksens udmelding om, at danskerne igen skal betale fuld afgift for elbiler, trækker store overskrifter i udlandet:
”Prisen på Tesla elbiler tredobles i Danmark” og ”Danmark dropper grønne mål”, skriver blandt andre det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg.
Allerede i sidste uge varslede Claus Hjort Frederiksen, at regeringen sløjfer afgiftsfritagelsen for elbiler, men finanslovsfremlæggelsen tirsdag, kastede lidt mere lys over det.
Blandt andet skal registreringsafgiften indfases gradvist over de næste fire år, og i 2020 skal elbiler være omfattet af almindelig registreringsafgift. Det har Finansministeriet bekræftet over for Ingeniøren.
Danmarks grønne image er på spil
Hidtil har elbiler ellers været fritaget for registreringsafgift, og den tidligere SR-regering havde også planer om at lade den nuværende afgiftsfritagelse fortsætte i 2016.
Men sådan bliver det ikke.
Den nye indfasning af afgifter vil blandt andet betyde, at prisen på en Tesla Model S elbil stiger fra omkring 650.000 til 1,8 millioner kroner, skriver Bloomberg.
Grundlæggeren af det amerikanske elbilfirma Tesla, Elon Musk, kritiserer den danske regering for ikke at ville forlænge ordningen. Han mener, at Danmarks grønne image er på spil.
- Det er et spørgsmål om, hvilket signal regeringen ønsker at sende: Et signal om bæredygtig transport eller det modsatte, sagde Elon Musk i et interview med DR for en uge siden.
Marcus Asplund, som er professor i Økonomi ved Copenhagen Business School, CBS, siger til Bloomberg, at afgifterne uden tvivl vil gøre Elon Musks biler dyrere. Til gengæld vil det gøre konkurrencen mellem elbil-producenterne mere lige.
Forsvarer sig med at man kan tjene penge
Udover at regeringen lægger op til, at prisen på en Tesla-elbil tredobles, vil de også gøre dieselbiler mere attraktive ved at droppe forureningsafgiften.
Også det giver genlyd i de amerikanske medier:
- Den danske regering forsvarer tiltaget ved at sige, at det vil hjælpe firmaer til at spare penge og skabe flere arbejdspladser, skriver Bloomberg blandt andet.
Bliver afgiftsfritagelsen forlænget for elbiler, vil det ifølge Skatteministeriet koste statskassen 650 millioner kroner, skriver Ingeniøren.
Det er 200 millioner kroner mere, end det estimat Skatteministeriet lavede for fem måneder siden.