Aftale med Storbritannien om fisk er på plads: ’Det er en katastrofe for Thyborøn’

Storbritannien og EU har landet ny aftale om fiskekvoter for 2022.

På havnen i Thyborøn har aftalen om fordeling af fiskekvoter stor betydning. Nogle fiskere frygter at miste 25 procent af deres omsætning. (© Grafik Nathalie Nystad)

I kølvandet på Brexit skal fangstmængderne af fisk (TAC) i farvandet mellem Danmark og Storbritannien forhandles og fordeles.

I aftes faldt aftalen for 2022 på plads, og det er med formand for fiskerne i Thyborøn, Alfred Fiskers ord ”en rigtig kedelig nyhed lige her op til jul”.

- Så stor en nedskæring er en katastrofe for Thyborøn. Det er et kæmpe slag for vores industrifiskere. For nogle vil det betyde en omsætningsnedgang på omkring 25 procent, siger han.

Aftalen indebærer, at danske fiskeres andel af den samlede fangstmængde for nogle arter permanent reduceres.

Fangstmængden på industrifiskearten Sperling sænkes med 58 procent, og kvoten for hestemakrel er også blevet markant mindre. Reduktionerne af kvoteandele indføres gradvist frem mod 2025.

Nogle fangstmængder sænkes i et forsøg på at beskytte fiskearterne, da eksperter vurderer, at der i år er færre af disse typer fisk i farvandene.

Fiskerne på Thyborøn Havn er dog langt fra enige i eksperternes vurdering.

- Det afspejler slet ikke det, vi ser på havet. Det er så ærgerligt, siger Alfred Fisker.

Formand for fiskerne i Thyborøn, Alfred Fisker, tager den nye aftale med Storbritannien som et stort slag særligt for vestkystens industrifiskere. (Foto: © DR Nyheder)

Minister: Fiskerne er hårdt spændt for

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), forstår godt fiskernes frustrationer.

- Det er på mange måder træls og trist, og vi er mange, der begræder, at briterne valgte at melde sig ud af EU. Det har nogle meget konkrete konsekvenser – ikke mindst for vores fiskere, siger Rasmus Prehn.

Han tilføjer, at et bredt flertal i Folketinget i sidste uge besluttede at afsætte penge fra den såkaldte brexit-reserve, så der blandt andet kan udbetales en form for kompensation til fiskerne for tabte kvoter.

- Der er ingen tvivl om, at fiskeriet er hårdt spændt for. Vi knokler for at finde nye muligheder og nye måder at gøre tingene på, siger Rasmus Prehn, som konkret nævner en ophugningsordning, så fiskerne kan "forlade erhvervet tørskoet" og overlade kvoterne til andre fiskere, som så må fange flere fisk.

Også længst mod nord i Skagen Havn får de nye fordeling af fangstmængder betydning. (Foto: © DR Nyheder)

Sidste års aftale trak ud

Lidt længere oppe ad den jyske vestkyst, har fiskerne også gransket aftenens aftale. Formand for fiskerne på Hanstholm Havn, Jan Hansen, mener også at aftalen rammer de jyske fiskere hårdt. Særligt hæfter han sig ved nedgangen i kulmule og havtasker.

Dog finder fiskeriformanden ro i, at der i det mindste er landet en aftale. Sidste år faldt aftalen om fiskekvoter for 2021 først på plads i juni.

- Nu er der ro på fronterne, vi har en aftale med Norge, og vi har en aftale med Storbritannien, så nu ved vi i det mindste, hvad vi har at arbejde med, siger Jan Hansen