"We must start the engine of the economy"
Donald Trump erklærede i talen, at han vil genstarte landets økonomiske motor. Det er ikke kun vigtigt for USA, men også for Danmark. For bevæger USA sig fremad, trækker det resten af verden med, ikke mindst en lille åben økonomi som herhjemme.
Motorstarten skal ske ved store investeringer i infrastruktur og massive skattelettelser til virksomheder og lønmodtagere, lovede Donald Trump.
Det er ikke nyt. Trump gentog f.eks. sit løfte om at bruge en billion kroner - altså en million millioner - på at bygge veje, broer, en mur på grænsen til Mexico og lignende projekter.
Løfterne om store investeringer - kombineret med skattelettelser - peger i retning af en meget ekspansiv finanspolitik, altså en situation, hvor staten bruger rigtig mange penge, hvilket kan sætte gang i hele økonomien.
Donald Trump har i interview gjort det klart, at pengene ikke skal findes ved at skære ned på andre områder. I stedet skal de i vidt omfang betale sig selv ved at skabe mere vækst. Donald Trump har en forventning om, at der kan skabes en vækst på tre procent eller måske højere. USA's vækst er lige nu på omkring to procent.
Men økonomisk hovedmotor eller ej, så skal man nok væbne sig med tålmodighed. Væksten vil ikke komme fra den ene dag til anden. Infrastrukturinvesteringer er lang tid om at komme op i omdrejninger. Byggeriet af en ny motorvej er ikke noget, man igangsætter med et fingerknips. Derfor kan det tage lang tid, før de slår igennem i selve væksten og altså når frem til Danmark.
Samtidig er det værd at huske på, at der er tale om en dristig øvelse, der kan gøre lige så meget skade, som den kan gøre gavn, når man pumper milliarder ud i økonomien. Og ligesom Danmark kan få glæde af et opsving, vil en nedtur også ramme herhjemme.
"I believe strongly in free trade, but it also has to be fair trade."
Et af hovedbudskaberne i Donald Trumps tale kom efter en halv time. Det drejer sig om handel med resten af verden. Donald Trump erklærede sig som tilhænger af frihandel - men han understregede også, at der samtidig skal være tale om fair handel. Forstået på den måde, at lige nu er frihandel unfair handel for USA.
Det er vigtigt for danske virksomheder, fordi Donald Trump i talen luftede muligheden for at gøre det dyrere at sælge varer til USA, når man er et udenlandsk firma, hvilket for eksempel kan ske ved at indføre nye og højere toldsatser. En told vil skære en procentdel af fortjenesten ved at sælge varer til USA, og som virksomhed har man ikke andet valg end enten selv at sluge tabet ved den ekstra omkostning eller sætte prisen op, hvilket formentlig vil udløse et fald i salget til fordel for billigere - amerikanske - produkter.
At der er alvor bag ordene blev understreget af en artikel i Financial Times tidligere på ugen, der kunne fortælle at Donald Trumps folk arbejder på en model for at rejse toldmure, så de ikke kommer i konflikt med de internationale regler for verdenshandel som er defineret af WTO.
I det hele taget lader det til, at mens Donald Trump på mange områder har trukket i land – f.eks. i forhold til afvisningerne af Nato-samarbejdets duelighed – så holder han på handelspolitikken fast i nøjagtigt den hårde linje, som han hele tiden har slået på.
"We should bring down the artificially high price of drugs immediately"
En af de danske virksomheder, som med sikkerhed fulgte tæt med i Donald Trumps tale, er Novo Nordisk. Præsidentens tale har formentlig givet dem nervøse trækninger i hovedkvarteret i Bagsværd nord for København.
Medicinalvirksomhed er i gang med at bygge en kæmpefabrik i USA, så toldmure er ikke den store bekymring for dem, men de bryder sig ikke om det stærke politiske fokus på priserne på deres produkter, som Donald Trump havde med i sin tale.
I årevis har relativt høje priser på medicin i USA betydet høje overskudsgrader, men de tider lader til at være slut nu. Priserne er allerede faldet, hvilket har udløst dramatiske nedjusteringer af forventningerne til fremtidige overskud hos Novo Nordisk – men med Trumps udmeldinger er der en tydelig politisk forventning om, at de skal endnu længere ned.
Trumps kommentarer leverer også politisk rygdækning til flere af de retssager, som er under opsejling om kunstigt oppustede priser. Trumps ord i talen kunne have været direkte citater fra de foreliggende sagsanlæg. Donald Trump afgør selvfølgelig ikke, hvad udfaldet bliver i en retssal, men det skader jo ikke ligefrem at have verdens mægtigste mand med på sin sag.