For egen vindings skyld udtænkte og gennemførte de tiltalte i Direktørnetværket en model, hvor de i alt fik skovlet næsten syv millioner kroner i egne lommer.
Det mener anklageren i den store retssag om otte banktopfolk, der nu står anklaget for kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri.
Fire-trins-raketten
Her er fire-trins-raketten, som bagmandspolitiet mener, danner grundlag for, hvordan det i 2008 lykkedes topfolkene og deres familier og venner at snyde omverdenen:
- •
De tiltalte solgte via de banker, de selv var ansatte i, aktier og andre værdipapirer til sig selv, deres familiemedlemmer og venner. Derfor kaldes sagen også Direktørnetværket.
- •
Derefter sørgede de tiltalte for, at deres banker købte stort ind af den samme type aktier og værdipapirer, som dem netværket havde købt, og handlede derved kursen op til et kunstigt højt niveau.
- •
Derefter købte de tiltaltes banker papirerne tilbage fra Direktørnetværket, der scorede en gevinst på op mod syv millioner kroner.
- •
Til sidst solgte bankerne de højt prissatte værdipapirer til de fonde, som stod bag bankerne.
På den måde stod de tiltalte og deres netværk som vindere, mens fondene stod tilbage som tabere.
