Ni ud af 10 danskere er på internettet, og nu kommer mange af vores ting det også.
Teleselskaberne har afsluttet den landsdækkende udrulning af et nyt net, som er skræddersyet til at sende vand- og elmålere, alarmsystemer, nøgleringe, plæneklippere og et hav af andre dimser og apparater online.
Dermed kan virksomheder komme i gang med at udvikle løsninger, der gør brug af 'tingenes internet'.
- Det har vi ventet på. Hidtil har det været lidt hønen og ægget, hvor virksomheder har ventet på, at teleoperatørerne rullede nettet ud. Og teleselskaberne har ventet på, at der var virksomheder, som ville bruge nettet til noget, før de investerede i det. Men nu kommer det, vurderer professor og teleforsker Preben Mogensen fra Aalborg Universitet.
Fordele - men også ulemper
Det nye netværk benytter en teknologi, som kaldes Narrowband IoT. Båndbredden rækker kun til begrænset datatrafik. Det kan ikke måle sig med eksisterende mobilt bredbånd, hvis behovet er at surfe på nettet eller sende og modtage billeder, lyd og video.
Til gengæld er Narrowband-nettet designet til at bruge frekvenser, som giver lang rækkevidde og stor dækning.
- Vi har forsøgt at forudse, hvor god dækning vi får med Narrowband IoT. Udendørs får vi i praksis næsten 100 procents dækning. Og indendørs vil der også være rigtig, rigtig stor dækningssandsynlighed, siger professor Preben Mogensen.
Demens-tracker
Teknologivirksomheden Acubit i Aalborg er som en af de første ved at være klar med et produkt, der gør brug af det nye net. Virksomheden har udviklet en lille sporingsenhed, som kan bruges til at vise vej til demente, hvis de er blevet væk. Narrowband-teknologiens gode dækning og lave strømforbrug gør den til en bedre løsning end alternativerne.
- Vi har testet i notorisk sorte huller som skovområder og ude ved kysterne. Og vi har også testet indendørs og helt nede på tredje niveau i en p-kælder, fortæller Acubits direktør Thomas Pedersen.
Hans konklusion er klar:
- Det her vil typisk række 30 gange bedre end GPS, men det vil bruge en tiendedel af strømmen. Så allerede der føler vi os trygge ved at gå den vej, siger direktøren.
Acubits løsning består af flere dele. Udover senderen, som den demente skal have hos sig, er der en app, som gør pårørende eller plejehjemspersonale i stand til at modtage alarmer og kortoplysninger.
At produktet netop retter sig mod demente og deres pårørende, handler først og fremmest om, at der er et behov. For selve teknologien kan lige så godt bruges til at tracke og finde alt muligt andet.
- Brugerfladen vil naturligvis være ændret, men principperne og anvendelsesmulighederne vil være de samme, siger direktør Thomas Pedersen.
60 virksomheder eksperimenterer
Både Telia og TDC lover nu dækning over hele Danmark på deres nye Narrowband-net. Dækningen er godt hjulpet på vej af, at den kan udnytte de eksisterende 4G-net.
- Det er et stort skridt for de kunder, der skal bruge vores løsning, at det nu er landsdækkende, vurderer underdirektør Jesper Oldenburg fra TDC Operations.
Det betyder, at eksperimenter på forsøgsnetværk kan erstattes af færdige produkter til det rigtige net. Og sælges som løsninger, der er garanteret til at virke overalt.
- Vi har i øjeblikket over 60 virksomheder, der tester forskellige løsninger på vores netværk. Det kan være i energi- og forsyningsselskaber til automatisk overvågede målerafløsninger. Eller i sundhedssektoren, hvor der er et stort potentiale i overvågning af patienters helbredsdata til hospitalerne, hvor vi nu kan tilbyde et net, som rent faktisk kan skabe forbindelse til patienterne, siger Jesper Oldenburg.
Professor: Vild vækst på vej
'Tingenes internet' - eller Internet of Things - har ladet vente på sig. Men professor Preben Mogensen fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet tror på, at udrulningen af Narrowband IoT-netværket kan bringe udviklingen og de optimistiske vækst-prognoser tilbage på sporet.
- Vi regner med, at markedet simpelthen kommer til at eksplodere. Så inden for fem til syv år får vi mellem fem og 10 gange så mange ting forbundet til internettet, som der er mennesker i dag, siger Preben Mogensen.
Lav pris per dims
En vigtig forudsætning for at bringe milliarder af ting på nettet er, at prisen for at få dem derud falder markant ved brug af teknologier som Narrowband IoT.
- Grundprisen for selve hardwaren er 15-30 kroner i dag, men det er lige i starten af teknologien. De første versioner af udstyr er altid dyrere, og så falder prisen, når markedet udvikler sig. Så jeg vil tro, det kommer til at ligge omkring 10-20 kroner for en enhed, vurderer teleprofessoren.
Dertil kommer så prisen for at bruge Narrowband-nettet, men den udgift vil typisk indgå i en samlet abonnementspris på de løsninger, som forbrugerne køber.
Ifølge underdirektør Jesper Oldenburg fra TDC Operations kommer forbrugerne som udgangspunkt ikke selv til at skulle anskaffe sig et Narrowband-abonnement.
- Som forbruger vil du ikke møde det her produkt i sig selv. Det er noget, vi sælger til nogle erhvervsvirksomheder, som har en løsning. Så som forbruger vil du opleve, at du har købt et ur eller noget tøj, eller at du får udleveret et armbånd fra et hospital eller lignende, hvor de her ting er indbyggede, siger Jesper Oldenburg.