Carlsbergs exit lægger pres på andre danske virksomheder i Rusland

Rockwool og Ecco er nogle af de virksomheder, der stadig har økonomiske aktiviteter i Rusland.

Den danske skogigant Ecco er en af de danske virksomheder, der fortsat holder sine butikker i Rusland åbne. (Foto: © Karol Serewis / SOPA Images, Scanpix)

Efter flere ugers massivt pres lukker Carlsberg nu for alle sine ølhaner i Rusland.

Det sker på baggrund af krigen i Ukraine, meddelte den danske bryggerigigant i går i en pressemeddelelse.

Carlsberg er den danske virksomhed, som hidtil har haft flest milliarder kroner sat i det russiske marked med sine 8.400 ansatte fordelt på otte bryggerier i landet.

Og netop derfor vil Carlsbergs exit øge presset på de danske virksomheder, der stadig har økonomiske aktiviteter i Rusland.

Det mener Anders Schelde, der er investeringsdirektør i pensionskassen Akademikerpension.

- Jeg vil mene, at det øger presset på alle danske selskaber med aktiviteter i Rusland. Men hver eneste situation er unik, siger han.

I forrige uge var USA's præsident, Joe Biden, i Bruxelles for at drøfte situationen i Ukraine. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)

Han mener, at det for de resterende danske firmaer handler om at finde den gode vej ud af Rusland.

- Man skal være meget opmærksom på, at det også handler om at komme ud af de aktiviteter, man har i Rusland, på en måde, så man efterlader så få penge på bordet til Putin-regimet.

Carlsbergs aktiviteter i Rusland står for cirka 20 milliarder kroner fordelt på værdier af bryggerierne, varemærker og goodwill. 90 procent af det kommer fra internationale og lokale mærker, som Carlsberg ejer, herunder brandet Baltika.

Værdier for 20 milliarder kroner bliver svære at sælge

De 20 milliarder kroner skal Carlsberg ikke regne med at få for de russiske aktiver, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank.

- Jeg forventer egentlig ikke, at de får noget synderligt. Jeg forventer nærmest, de skal nedskrive hele værdien af det, siger han.

Per Fogh er ligesom Anders Schelde enig i, at Carlsbergs farvel til Rusland øger presset på de danske virksomheder, der stadig opererer i landet.

- Carlsberg har været en af de største og mest profilerede danske selskaber, som indtil nu har haft aktiviteter i Rusland.

- Så nu, hvor de tager konsekvensen og trækker stikket, er der ingen tvivl om, at der bliver lagt større pres på de andre danske virksomheder, der stadig har aktivitet i Rusland, siger han.

Ikke en let beslutning at køre fabrikker videre

Blandt de danske firmaer, som stadig har aktiviteter i Rusland - mere end en måned efter, at Rusland invaderede Ukraine - finder man industrikoncernen Rockwool og skovirksomheden Ecco.

Rockwool har efter en henvendelse fra DR Nyheder sendt følgende skriftlige svar:

- Vi fordømmer krigen, og beslutningen om at holde vores fabrikker i Rusland kørende har ikke været let.

- Men hvis vi afslutter vores forretninger, vil den russiske stat overtage. Og forretningen vil køre videre, blot med nye ejere. Og dermed vil vi give den russiske stat en milliardgave i form af en god forretning.

DR Nyheder har også forsøgt at få en kommentar fra Ecco, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Ecco har dog tidligere været ude at forsvare, at man fastholder sine aktiviteter i Rusland, der involverer 250 butikker og 1.800 medarbejdere.

- Det er bestemt en meget svær situation, som vi alle står i med den frygtelige krig i Ukraine. En invasion, som vi tager klart afstand fra. Omvendt har vi som virksomhed brugt tid på grundigt at overveje og analysere, hvad vi skal.

- Det har efter lange diskussioner ført til, at vi kører videre i Rusland for nærværende. Vi lader ikke vores mere end 1.800 ansatte og deres familier i stikken, udtalte Eccos administrerende direktør, Panos Mytaros, til Finans den 23. marts.