Danske politikere om skattefifleri for 410 milliarder: Der skal rulle hoveder

Europaparlamentsmedlem vil have storbanker indkaldt til høring i EU.

Flere danske politikere retter skarp kritik mod banksektoren, efter at medier i dag har afsløret, hvordan et netværk af internationale finansfolk i årevis har trukket store beløb ud af europæiske landes statskasser.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at vi har europæiske banker, der opfatter de europæiske statskasser som et tag-selv-bord, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Han understreger, at der bør "rulle hoveder".

Og næsten enslydende er reaktionen fra skatteminister, Karsten Lauritzen (V), der understreger, at "de danske myndigheder skal efter dem":

- Det er en dyb forargelse, at folk, der har tjent mange penge på at købe aktier i store europæiske selskaber, ikke vil betale deres skat. De skulle skamme sig.

Formodet bedrageri for 410 milliarder

Det har gennem flere år været kendt, at de danske skattemyndigheder er blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner. Med de nye oplysninger står det dog klart, at spekulationen med udbytteskat rækker langt ud over Danmarks grænser.

Sammen med 18 andre medier kunne DR her til morgen afsløre, at det formodede bedrageri alene i Tyskland, Danmark, Belgien, Frankrig og Italien kan have kostet statskasserne 410 milliarder kroner.

Samtidig står det klart efter granskningen af 180.000 dokumenter fra tysk politi, at kuppet involverer nogle af verdens allerstørste banker. Blandt andet Barclays, JP Morgan, BNP Paribas, Banco Santander, Macquarie Bank og Deutsche Bank.

Bedre internationalt samarbejde

I flere lande efterforskes finansfolkenes skattefidus som bedrageri, men skatteministeren er ærgerlig over, at det formodede svindel med udbytteskat ikke blev opdaget og stoppet tidligere.

Han mener, der er behov for bedre internationalt samarbejde på tværs af landegrænser.

- Jeg vil tage kontakt til min tyske ministerkollega, så vi sikrer, at vi har procedurer, der gør, at vi er i tæt i kontakt med hinanden i den her slags sager. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger Karsten Lauritzen og tilføjer:

- Men milliardsvindlen i Europa siger noget om, hvor professionelle og organiserede de svindlere, vi er oppe imod, er.

Råddenskab i sektoren

Enhedslistens økonomi- og erhvervsordfører, Pelle Dragsted, har indkaldt de to ministre i samråd. Han kræver, at storbankerne drages til ansvar for deres medvirken.

- Der er øjensynligt ingen ende på råddenskaben i den kommercielle del af finanssektoren (...) Sagen viser endnu engang, at der er brug for grundlæggende strukturreformer i Finans-sektoren. De sidste årtiers eksperiment med at give sektoren lov til at vokse og boltre sig er åbenlyst en katastrofe, skriver Pelle Dragsted i en pressemeddelelse.

Men konsekvenserne for storbankerne er et EU-anliggende, mener Rasmus Jarlov.

- Jeg forventer, at EU tager det meget alvorligt, og jeg regner også med, at regeringer fra lande, hvor bankerne hører hjemme, vil samarbejde om at drage bankerne til ansvar og få pengene betalt tilbage, siger han.

Offentlig høring i parlamentet

Socialdemokraten Jeppe Kofoed, der er medlem af EU-parlamantet og leder parlamentets skattesnydsudvalg, forsikrer om, at bankerne og advokater bag skattefifleriet bliver indkaldt til offentlig høring i parlamentet.

- Den her sag ryster grundlæggende tilliden til de største banker i verden, og de skal stå skoleret og blive afhørt, så politikere, medier og borgere kan få svar på, hvordan det her har kunnet lade sig gøre i deres bank.

En stor del af de banker, der optræder i dokumenterne, har enten ikke svaret eller ikke ønsket at kommentere sagen overfor DR, og det er ret god mulighed for, at de vil sige nej til at deltage i en høring. Hvad vil I så gøre?

- Hvis de ikke møder frem, så må vi jo inddrage deres ret til at lave lobbyvirksomhed i Europa-Parlamentet. Det er i hvert fald noget, der kan få alvorlige konsekvenser for dem, siger Jeppe Kofoed.