Dexia Bank afviser alle anklager om at have medvirket til kursmanipulation for 300 mio. kr.
- Det er korrekt, at EBH Bank brugte vores aktiebord til deres aktiehandler, men vi har ikke haft nogen som helst mulighed for at gennemskue det, hvis banken var i gang med at manipulere med aktiekursen. Jeg er meget chokeret over anklagen, siger direktør for den belgiske storbanks danske datterbank, Claus Rhein-Knudsen til epn.dk.
Redegørelse til Finanstilsynet
Han afleverede en redegørelse om Dexia Banks rolle i sagen til Finanstilsynet i april eller maj sidste år og hørte ikke noget. Ikke før tilsynet i dag meddelte ham, at han var blevet politianmeldt sammen med ledelsen i den gamle EBH Bank.
Kursmanipulation for 300 mio.
Af en redegørelsen, som Finanstilsynet offentliggjorde fredag, fremgår det, at EBH Bank og Dexia Bank er mistænkt for kursmanipulation for 300 mio. kr. i form af støtteopkøb af aktierne i EBH Bank.
Udover det generelle støtteopkøb i aktien har Finanstilsynet desuden konstateret, at EBH Bank gentagne gange i den undersøgte periode har foretaget aktiekøb umiddelbart før børsens lukketid.
Finanstilsynet vurderer, at dette har haft til formål at påvirke lukkekursen i aktien.
