Eksperter: Overraskende at Lego-kopier får lov at sprede sig

Lego burde stoppe Lepins kopiprodukter, før de når europæiske kunder, lyder det fra eksperter.

Trafikken af Lego-kopier fra Kina til Europa er stærkt skadelig for Lego. Derfor burde Lego for længe siden have blokeret de netbutikker, som er begyndt at sælge Lego-kopier til en lang række vestlige lande. Sådan lyder det fra eksperter, der undrer sig over Legos ageren.

- Det overrasker mig, at Lego ikke har fået stoppet onlinebutikkerne endnu. Lego bør overvåge salget af Lepin-produkter på internettet systematisk og få onlinebutikkerne blokeret så snart, de prøver at sælge kopier af den her slags, siger Eva Aaen Skovbo, der er ekspert i immaterielle rettigheder og advokatpartner i Patrade, til DR Nyheder.

Alibaba

Salget af vellignende Lego-kopier fra Lepin sker via kinesiske engelsksprogede netbutikker til forbrugere i både Danmark, Italien, Frankrig, England, USA, Rusland og Australien, som DR Nyheder i dag kunne afsløre.

Onlinebutikkerne ligger på Aliexpress, der er en del af verdens største handelsportal; alibaba.com.

- Når onlinebutikkerne er en del af Alibabas handelsplatform, så er det vores erfaring, at det er relativt simpelt at få Alibaba til at blokere onlinebutikkerne. Det kræver selvfølgelig, at Lego ved hvordan og har styr på sine rettigheder i Kina. Det ved jeg ikke, om Lego har. Men det bør en virksomhed som Lego have fuld kontrol over, siger Eva Aaen Skovbo.

- Meget nærgående

En anden ekspert undrer sig også over, at Lego ikke får kopierne bremset.

- Kopierne fra Lepin er meget nærgående. Derfor undrer det mig, at Lego ikke har formået at få gennemført et fogedforbud i Kina mod Lepin med øjeblikkelig virkning. Havde Lego fået det forbud, så kunne Lego med lethed stoppe de forhandlere, der sælger produkterne videre til Europa, siger Thorbjørn Swanstrøm, der er ekspert i immaterielle rettigheder og advokatpartner hos Chas.Hude.

SE BUTIKKERNE HER:

Lego ønsker i dag ikke at give interview til DR Nyheder om, hvad firmaet præcist gør for at spore kopierne fra det kinesiske firma Lepin og stoppe dem. Det står dog klart, at Lego har anlagt en retssag mod Lepin i Kina, og at der stadig ikke er faldet nogen dom i sagen.