Facebook vil bygge kæmpe datacenter i Odense

Det bliver Odense, der bliver vært for Facebooks nye store datacenter.

Et datacenter har behov for rigelige mængder kølig luft, der skal køle de mange varme servere ned. Billedet her er taget inde fra Facebooks datacenter i Luleå. (© facebook)

Odense får et prominent virksomhedsnavn til byen.

Den amerikanske IT-gigant Facebook har valgt en mark i Odense som lokation for et nyt datacenter. Facebook har i forvejen data centre i USA og i Luleå i det nordlige Sverige.

Men med et stigende antal brugere, der like'er, deler og kommenterer på billeder, videoer og live-streams er der behov for mere serverkapacitet, og flere datacentre, der kan rumme de mange servere.

- Odense er ikke bare et fantastisk sted for en et datacenter, der er også en fantastisk by, som vi glæder os til at være i, siger Niall McEntegart, der er direktør for Facebooks datacentre Emea og Apac.

Flere lægger data i Danmark

Facebooks datacenter kommer til at ligge på en 508.000 kvadratmeter stor grund i industriområdet Tietgenbyen i det østlige Odense. Facebook har givet 68 millioner kroner for grunden.

- Det bliver et af de mest avancerede datacentre i verden, siger Niall McEntegart.

Datacentret kommer til at dække et areal, der svarer til otte fodboldbaner. Det bliver det britiske entreprenørfirma Mace, der kommer til at stå for opførelsen af data centret. Der er etableret et hegn rundt om grunden nu, og vagter holder øje med området.

Det er ikke første gang, at Danmark bliver valgt som land af en stor amerikansk IT-virksomhed på jagt efter en stor mængde strøm og en god adgang til grøn strøm på elnettet. Apple er i gang med at bygge et datacenter i Viborg i øjeblikket.

Fakta om Facebook

  • Facebook blev lanceret i 2004 som webtjenesten thefacebook.com for studerende på det amerikanske universitet Harvard i Cambridge, Massachusetts.

  • Hurtigt efter koblede Facebook andre universiteter på webtjenesten, og et netværk blev skabt. Siden har tjenesten ekspanderet eksplosivt.

  • I dag er Facebook et globalt medie, der tillader personer og virksomheder at kommunikere i lukkede grupper i private beskeder såvel som i total åbenhed.

  • Målt på brugere er netværksmediet den dominerende sociale netværksside i såvel Danmark som i resten af verden.

  • I sit seneste kvartalsregnskab kunne Facebook berette, at man har krydset en symbolsk grænse og nu er over en milliard brugere, der hver dag klikker sig på det sociale medie med deres mobiltelefon eller tablet.

  • I alt havde Facebook i sidste kvartalsregnskab for 2016 1,79 milliarder brugere, der er aktive mindst én gang om måneden.

  • I løbet af de tre måneder, som seneste kvartalsregnskab omfatter, fik Facebook et overskud på 2,4 milliarder dollar. Kilde: Ritzau