Fagbevægelse og små selvstændige om tidlig pension: Bedre end ventet - men hjælper langt fra alle

Det er en god begyndelse, men det løser langt fra alle problemer for mennesker med lange arbejdsliv, lyder reaktioner på nyt udspil.

Ifølge de små og mellemstore virksomheders organisation, SMVdanmark, er det et "nybrud" at også frisørmestre og andre små selvstændige får mulig for at søge om tidlig pension. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Mange tusinde danskere vil i 2022 få muligheden for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det i regeringens udspil til tidlig pension, der tirsdag fremlægges på et pressemøde på Danish Crown-slagteriet i Horsens.

Fagforbundet FOA kalder regeringens udspil for en "redningsplanke". Det er bedre, end FOA havde frygtet, lyder det fra forbundsformand Mona Striib i en pressemeddelelse.

- Når jeg ser på regeringens forslag, så må jeg umiddelbart sige, at selv om det måske ikke er alt det, vi havde ønsket, så er det bedre, end vi havde frygtet. Ret meget bedre faktisk, siger hun.

Glemmer folk på kontanthjælp

Ifølge regeringens udspil så skal man have været 44 år på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år, for at kunne få ret til tre års tidligere pension.

Har man i stedet været 43 år eller 42 år på arbejdsmarkedet, når man runder det hjørne, så kan man gå henholdsvis to eller et år tidligere fra.

FOA er især glad for, at udspillet tager højde for, at de, der har været på deltid og barsel undervejs, ikke bliver straffet, når deres ancenitet skal gøres op.

Én bestemt gruppe i samfundet er der dog ikke tænkt på i udspillet. Mennesker, der af den ene eller anden årsag har været på offentlig forsørgelse i en del af deres liv, bliver ikke hjulpet af regeringens forslag, lyder Mona Striibs kritik.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set, at kontanthjælpsmodtagere også var med i ligningen omkring Arnes tur. Det er de ikke. Det beklager vi, siger hun.

Små selvstændige: Godt for mestre

Også fra de små og mellemstore virksomheders organisatioen, SMVdanmark, lyder der rosende ord om udspillet, som også kan komme håndværksmestre og andre med egen virksomhed til gavn, mener direktør Jakob Brandt.

- Den frisørmester, der er startet på gulvet som 17-årig lærling, og har stået ved siden af sine medarbejdere 40 timer om ugen siden, eller tømrermesteren, der hver dag sætter loftsspær op sammen med sine svende, bliver lige så nedslidt og har også brug for at kunne trække sig tilbage, siger han.

Ifølge SMVdanmark er det "glædeligt" og et "nybrud i dansk arbejdsmarkedspolitik", at man også kan optjene ret til tidlig pension, hvis man driver sin egen virksomhed.

- Jo længere vi går ad den vej og sidestiller rettighederne mellem selvstændige og lønmodtagere, jo mere attraktivt vil det være at springe ud i livet som selvstændig. Det vil skabe vækst og arbejdspladser, siger Jakob Brandt i en pressemeddelelse.

Samtidig mener organisationen dog også, at der skal tages højde for, at de, der forlader arbejdsmarkedet på tidlig pension, ikke efterlader et hul, som ikke fyldes af andre.

- Politikerne bliver nødt til som minimum at finde en erstatning for den arbejdskraft, der nu står til at forlade arbejdsmarkedet. Det kunne fx være ved at opkvalificere ufaglærte eller indføre belønning for at blive på jobbet i længere tid, siger direktør for SMVdanmark Jakob Brandt.

Mangler det store opgør

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation er man også glad for, at regeringens udspil om tidlig pension langt om længe ser dagens lys.

Men fagbevægelsen savner mere bredt set et opgør med Velfærdsforliget fra 2006, som år for år gør, at pensionsalderen stiger i takt med vores levealder, siger formand Lizette Risgaard.

- De store forringelser af efterlønnen og den manglende opgradering af arbejdsmiljøet udfordrer grundlaget for Velfærdsaftalen. Det er ikke alle lønmodtagere, som kan nå pensionsalderen med et godt helbred i behold, siger hun i en pressemeddelelse.

Det er især initiativer, der kan forbedre arbejdsmiljøet og fastholde seniorerne på arbejdspladserne, som Lizette Risgaard kigger langt efter i regeringens udspil.

- Nu håber jeg så, at politikerne trækker i arbejdstøjet og lander en bred politisk aftale, der sikrer en værdig tilbagetrækning for de lønmodtagere, som har arbejdet siden deres helt unge år. Det samme håber et stort flertal af danskerne, siger Lizette Risgaard.

I videoen herunder kan du se statsminister Mette Frederiksen forklare indholdet i regeringens udspil til tidlig pension: