Amagerbankens bestyrelse kommer ikke til at stå til ansvar for bankens kollaps under finanskrisen i en kommende straffesag.
Det står fast, efter at statsadvokaten har besluttet, at der ikke vil blive rejst tiltale mod 11 medlemmer af bestyrelse og direktion i Amagerbanken.
I stedet bliver en tidligere leder og to andre personer tiltalt for groft bedrageri til en værdi af 15 millioner kroner, skriver Ritzau.
Men hvad er det egentlig lige den her sag, den handler om?
Konkurs og anmeldelse
Jo, Amagerbanken var Danmarks 11. største bank og havde hovedsæde på Amager. Men efter længere tids tumult blev banken erklæret konkurs i februar 2011. Med et minus på 654 millioner kroner.
Efterfølgende modtog Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - en anmeldelse fra Finanstilsynet og Kammeradvokaten.
De mente, at ledelsen i Amagerbanken havde overtrådt loven om finansiel virksomhed ved ikke at gribe ind og stoppe for spekulationer i den schweiziske franc og den japanske yen. Spekulationer som førte til, at banken tabte knap 400 millioner kroner.
Hensyn til retssikkerheden
Kammeradvokaten anmeldte endvidere bankens ledelse for overtrædelse af straffeloven.
Den 28. oktober 2014 blev 11 medlemmer af direktionen og bestyrelsen i Amagerbanken således sigtet for overtrædelse af lov om finansiel virksomhed og straffeloven.
Det skete for at tage hensyn til de sigtedes retssikkerhed og den videre efterforskning, fortalte Morten Niels Jakobsen fra Bagmandspolitiet dengang.
Og netop sigtelsen mod Amagerbank-ledelsen var opsigtsvækkende, fordi de var sigtet efter straffeloven, og altså kunne ende bag tremmer.
Historisk straffesag
Der var lagt op til en historisk sag omhandlende påstået dårlig og ulovlig bankledelse, som kunne have spillet en afgørende rolle i forbindelse med finanskrisen.
Men efter omfattende og komplicerede undersøgelser i sagen har anklagemyndigheden altså nu vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at sagen både bevismæssigt og juridisk set vil kunne føre til domfældelse.
Det betyder, at det store strafferetslige opgør efter finanskrisen er skrumpet ind til en banal sag om gældssanering. Den forurettede part er hverken Amagerbankens aktionærer eller samfundet, men Jyske Bank, som tilsyneladende står bag anmeldelsen af sagen til Bagmandspolitiet.
Nu verserer blot en erstatningssag ved Retten i Lyngby, hvor FS Finans III A/S har indstævnet direktionen og ledelsen i Amagerbanken.
Kæmpede for overlevelse
Det er endnu ikke fastsat, hvornår sagen mod den tidligere leder af Amagerbanken og to andre tiltalte begynder.
Men bagmandspolitiet har tiltalt dem for groft bedrageri, da de mistænkes for at have brugt intern viden om den amerikanske virksomhed Delteks køb af it-selskabet Maconomy.
Det skal være sket i sommeren 2010, da Amagerbanken kæmpede for sin overlevelse, skriver Finans.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.
