Flere danskere pisker afsted på nettet

Der er stærk stigning i antallet af danskere, der vælger de hurtigste internetforbindelser. Til gengæld taler vi lidt mere i mobil, viser ny rapport om danskernes tele-vaner.

Dataforbruget stiger voldsomt blandt danskerne, der også har fået hurtigere internetforbindelser. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

263.000 danske husstande har en fest, når de er på nettet.

De har nemlig investeret i en vanvittigt hurtig internetforbindelse på mere end 100 Mbit/s - en stigning fra 75.000 husstande ved årsskiftet.

Det viser den halvårlige statistik over det danske tele-landskab, som Energistyrelsen udgiver. Statistikken er netop udkommet for andet halvår af 2015.

Den officielle danske telestatistik har gennem en årrække dokumenteret de forandringer, der er sket, siden først mobiltelefonen og siden smartphonen blev en del af danskernes hverdag.

SMS i fald - data i vild stigning

Således steg SMS-forbruget eksempelvis i mange år, men SMSerne er nu i fald. Faktisk sendte danskerne 14,2 procent færre SMS-beskeder i forhold til andet halvår, 2014 - og helt præcist 3.626 mia. beskeder afsted i den periode, statistikken dækker.

Det er alskens data-tjenester, der har erstattet SMSerne og det kan ses på dataforbruget, der fortsat stiger i ekstrem grad.

Denne gang er stigningen svimlende 83,7 procent - til nu 123.907 Terabyte data, svarende til næsten 127 millioner GB.

Rapporten viser også, at mobiltelefoni er i svag stigning med 4,4 procent i antallet af talte minutter.