Globalt it-nedbrud viser os, 'hvor sårbart dele af internettet er'

Store medier og streamingtjenester er afhængige af få centrale knudepunkter, og det er guf for hackere.

Sådan så det ud tidligere i dag, når man forsøgte at tilgå en af de påvirkede hjemmesider.

Internettet – og dermed vores forbindelse til omverdenen – er skrøbeligt.

Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter inden for teknologi, efter at et nedbrud hos sky-lagringstjenesten Fastly tidligere i dag betød, at flere store mediers hjemmesider gik ned verden over.

Der er nemlig mange store streaming- og nyhedstjenester, der bruger de samme cloud-selskaber, og det gør, at mange kan blive ramt på én gang af én fejl.

Men det gør også udbydere som Fastly attraktive for potentielle hackerangreb.

- Det viser os, hvor sårbart dele af internettet er, og at vores hjemmesider og nogle af de infrastrukturer, som vi regner med kører, kan blive frarøvet os ved én enkelt fejl, siger Tobias Liebetrau, der er postdoc ved Sciences Po i Paris og før det ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Fastly leverer en såkaldt cloud-service, hvor eksempelvis nyhedsmedier og streamingtjenester kan køre deres indhold igennem for at sikre sig mod overbelastning af deres sites.

Og nedbruddet påvirkede store, internationale medier som CNN, BBC, Financial Times, The New York Times, The Guardian, Bloomberg News og Spotify. Og herhjemme blev TV2 ramt.

- Det er interessant at se, hvordan vi i dag er så afhængige af så relativt få centrale knudepunkter, at når det går ned, så har det lige pludselig en stor betydning globalt for både nyhedssider og underholdningssider, siger Jens Monrad, der er trusselschef hos cybersikkerhedsvirksomheden Fireeye.

Efter en lille time var det meste dog oppe at køre igen, efter at Fastly havde fundet fejlen og var gået i gang med at udbedre den.

- Det tyder på, at det er et uheld, men det peger også på den sårbarhed, der er, når man har et single point of failure, hvor man deponerer en masse af den service, man lægger på sin hjemmeside, hos et andet firma, siger Tobias Liebetrau.

Ét nedbrud påvirker millioner

Fastly er en af flere udbydere, hvis forretningsmodel er at udbyde det indhold, som andre har produceret.

Medier og streamingtjenester bruger løsninger som Fastly for at kunne håndtere den belastning, der kan komme, hvis alle gerne vil se den samme tv-udsendelse, streame det samme musiknummer eller læse den samme nyhed på én gang.

Fastly sørger så for, at hjemmesiderne er til rådighed, og at man kan skalere, så man kører på fuldt blus, hvis der kommer en masse besøgende på én gang.

Og når der så ikke er så mange besøgende, kan man skrue lidt ned.

- Hvis alle store hjemmesider konstant skulle have den kapacitet til rådighed, så ville alle skulle have deres eget datacenter, siger Esben Hardenberg, der er vært på radioprogrammet Kortsluttet på P1.

Benytter man som medie en service som Fastly, så er det værd at tænke i at have sin egen backup-løsning, der kan give brugerne en form for adgang til sitet, selv under nedbrud.

- Så kan det godt være, at hjemmesiden ikke vil virke 100 procent, men så får man måske en hjemmeside uden billeder, men trods alt med nyheder, siger han.

Det har nemlig stor betydning, når man eksempelvis ikke kan få adgang til nogle af de allerstørste nyhedsmedier på internettet.

- Isoleret set her i Danmark er det tydeligt, når det eksempelvis er TV 2, der går ned. Men globalt set snakker vi om internationale nyhedssider og servicesider, som har et relativt stort globalt publikum, som i øjeblikket presser på og ikke kan få det indhold, som de efterspørger, siger Jens Monrad.

Mange store fisk på ét sted kan være oplagt hacker-mål

Der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at der var tale om et hackerangreb.

- At man har sagt, at man har lokaliseret fejlen, tyder på, at det er en proces, der er gået galt internt hos virksomheden, som man er i gang med at rette, mere end det tyder på, at der er nogen, der har gjort noget ulovligt, og at man så er i gang med at efterforske den, siger Jens Monrad.

Men hændelsen har alligevel fremhævet sårbarheder.

Blandt andet at mange store fisk samlet på ét sted gør udbydere som Fastly til et lokkende mål for hackere med onde hensigter.

- Når der er én eller meget få centrale spillere, som sørger for, at de her hjemmesider kan loade, så gør det dem til et oplagt mål. Og uanset om det var et angreb eller en fejl, så påvirker det os alle sammen, hvis det led i kæden knækker, siger Esben Hardenberg.

Der kan dog gå lidt tid, før man med sikkerhed kan afvise, at der var tale om et hackerangreb, siger Tobias Liebetrau.

- Ofte vil der gå noget tid, før man er i stand til præcist at af- eller bekræfte, hvad der er sket. En ting er at finde fejlen og udbedre den, men noget andet er at finde ud af, hvad den skyldes, og om den kunne være udløst af nogen med nogle onde hensigter, siger han.