Googles moderselskab, Alphabet, havde et overskud på 3,5 milliarder dollar - omkring 22,3 milliarder kroner - i andet kvartal - månederne april, maj og juni - i år.
Det fremgår af selskabet seneste regnskab, der blev offentliggjort mandag.
Men internetgiganten kunne have tjent meget mere, hvis ikke det havde været for en kæmpebøde udstedt af EU-Kommissionen til Google.
Det er den danske EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, der i juni gav Google en bøde på 2,7 milliarder dollar - omkring 17,4 milliarder kroner - for at udnytte virksomhedens dominerende position på nettet til at føre kunder hen til dens egne webshops.
Det amerikanske firma har derfor måttet sætte de 2,7 milliarder dollar til side i sit seneste kvartalsregnskab til bøden, der dog ikke er betalt endnu.
Firmaet har fået 90 dage til at betale den og rette ind.
Moderselskabet Alphabet omsatte for 26 milliarder dollar - eller 166 milliarder kroner - i andet kvartal. Det er en stigning på 21 procent i forhold til samme periode sidste år.
- Vi leverer stærke væksttal med et godt underbyggende momentum, samtidig med vi laver fokuserede investeringer i nye omsætningsmuligheder, siger Alphabets økonomichef, Ruth Porat.
Offentliggørelsen af regnskabet fik mandag firmaets aktier til at falde tre procent på den amerikanske fondsbørs.
/ritzau/AFP