For anden gang på lidt over måned må den amerianske webgigant, Google, se sine kontorer ransaget på grund af mistanke om omfattende skattesvindel.
Denne gang er det de spanske skattemyndigheder, der har ransaget Googles kontorer i Madrid, skriver den spanske avis, El Pais.
Forleden gik det ud over selskabets kontor i Paris, hvor op mod 100 politifolk og skattefolk troppede op fra klokken fem om morgenen og begyndte at gennemtrawle Googles kontorer. Det skete under stor mediedækning.
Mistænkes for ulovlige skattefiduser
Også her var der tale om en mistanke om omfattende skattesnyd. I Spanien mistænkes Google for nogenlunde det samme - herunder skatteundragelse og undragelse af moms.
Google har udsendt en erklæring om, at selskabet overholder lokale skatteregler og ikke gør noget ulovligt.
Både den franske og nu også den spanske ransagning kommer efter at Google sidste år valgte at bøje sig i Storbritannien, hvor det nu har ændret den måde, pengestrømmene flyder på.
Når en Google-kunde i Europa - også Danmark - modtager en faktura fra selskabet, sker det fra Googles irske hovedkvarter, uanset hvor ydelsen er købt.
Ryger til Bermuda
Det betyder også, at Google skal afregne sin skat i Irland - men her giver de lokale love muligheder for, at selskabet kan sende pengene videre i en lovlig skattefidus, hvor de cirkulerer videre til selskabet Google Ireland Holdings i nulskattelandet Bermuda.
Skattefidusen er lovlig og velkendt og benyttes af mange - men Google er blandt de bedst kendte.
Den lovlige trafik fik sidste år Storbritannien til at indføre en særlig skat, kaldet 'diverted profit tax', der fik tilnavnet Google-skatten, fordi den netop skal imødekomme skattefidusen og tvinge selskaber til at betale skat i Storbritannien.
Sagerne i Frankrig og Spanien kommer efter at det tidligere på ugen kom frem, at EU-kommissær Margrethe Vestager kan være på vej med en tredje konkurrencesag mod selskabet.
Denne gang er det Googles reklamesystem, Adwords, der risikerer at komme i klemme. Der verserer allerede to andre konkurrencesager mod selskabet - en om Googles shoppingtjeneste og en om placeringen af Googles egne apps og tjenester i Googles mobilsystem, Android.