I Danmark sidder otte fængslet, og flere sager lurer: Nu advarer EU's toprevisor om svindel med elpriser

Manipulation med elmarkeder kan ramme forbrugerne, lyder advarslen.

Der skal sættes hårdere ind over for brodne kar på elmarkedet, lyder det fra EU's toprevisor. DR Grafik: Nathalie Nystad

Før elpriserne sidste år stak af, var det nok de færreste, der havde fået øjnene op for energimarkederne. Det er her, hvor strøm og gas sendes rundt i et virvar af kabler og rør over hele Europa.

Kraftværker, vindmøller og solceller laver strømmen, og de såkaldte energihandlere køber og sælger den, inden strømmen til sidst kommer ud til forbrugerne. Det har sidste år indbragt milliarder af kroner til de handelsselskaber, som gør sig i den disciplin.

Men på det seneste er flere sager om mulig manipulation af det vigtige marked for energi dukket op til overfladen.

Og nu advarer EU's toprevisor, Den Europæiske Revisionsret (ECA), i et interview med DR Nyheder om, at overvågningen og kontrollen med markedet slet ikke slår til.

Mihails Kozlovs leder den afdeling i Den Europæiske Revisionsret, der har gransket, om overvågningen af markedet og håndhævelsen af reglerne fungerer.

- For at sige det kort og direkte, så fandt vi, at det ikke virkede. Det var langt fra optimalt, for at sige det pænt, siger han til DR.

Det er de såkaldte REMIT-regler, der skal sikre, at dem, der handler energien, ikke manipulerer markedet.

Det er netop på baggrund af en begrundet mistanke om et alvorligt brud på disse regler, at en dommer har besluttet, at otte ansatte i et dansk energiselskab lige nu sidder varetægtsfængslet.

De nægter sig alle skyldige.

Europæisk overvågning

I EU er det myndigheden ACER, der står for at overvåge markedet. ACER varsler så de nationale tilsyn, hvis der er tegn på manipulation, der skal undersøges.

Netop ACER og samarbejdet med de nationale tilsyn granskede Mihails Kozlovs og hans hold af eksperter tilbage i januar i en rapport, der kom frem til, at der var alvorlige mangler i overvågningen og i samarbejdet med de nationale tilsyn.

- Vi så på dataindsamling, og der fandt vi en række mangler - både i forhold til mængden af data, der indsamles, og kvaliteten af data, der indsamles.

Samtidig analyseres data ikke grundigt nok – hverken på EU-niveau eller i de enkelte medlemlande, lyder det fra revisoren.

- Og sidst, men ikke mindst, er der et problem med håndhævelsen, da de nationale tilsyn ikke altid reagerer på oplysninger fra ACER.

Et andet punkt i bekymringen fra den europæiske toprevisor er, om ressourcerne rækker, og om de bruges korrekt.

Risikoen er, at manipulation med markedet ikke bliver opdaget, og det kan i sidste ende ramme forbrugerne.

- For forbrugerne indebærer den mangelfulde markedsovervågning en del risici. Den største risiko er, at der er nogle uberettigede, exceptionelle gevinster, som skal betales af nogen. Og i sidste ende er det måske forbrugeren, siger Mihails Kozlovs.

Én ting er, at nogle forbrugere risikerer at opleve for høje priser i de tidsrum, hvor der er manipuleret med priserne. Men nok så vigtigt kan markedsmanipulation føre til en svækket tillid til markedet, der kan føre til en ringere konkurrence.

Og det vil i sidste ende ramme forbrugerne med højere priser, forklarer toprevisoren.

Derudover skal de enkelte lande være bedre til at håndhæve reglerne, så brodne kar i branchen ikke kan "shoppe" rundt blandt lande, der ikke slår ned på manipulation.

- Når vi ser udsving og rystelser på et ethvert marked, så vil vi samtidig se øgede kriminelle aktiviteter på det marked. Energi- og elmarkedet er ingen undtagelse, siger revisoren.

Mihails Kozlovs påpeger, at kun få lande har uddelt bøder for markedsmanipulation, siden reglerne trådte i kraft, og at der er stor forskel på bødeniveauet, som dog typisk er relativt lavt.

Revisoren foreslår, at politikerne skeler til det finansielle område, hvor der er en mere koordineret og samlet indsats mod manipulation.

- Dér er der en stærk overvågning på både nationalt og EU-niveau. Det er ikke tilfældigt, men skyldes, at det var nødvendigt med et stærkere EU-organ. Måske er vi kommet til samme sted med elmarkedet, siger han.

Ifølge Jesper Lau Hansen, professor i børsret på Københavns Universitet, er reglerne på energimarkedet kopieret fra det traditionelle børsregler. Markedet er dog stadig meget nyt.

- Problemet kan være, hvis myndighederne ikke rigtig er vant til, hvordan det her marked fungerer, så kan man udnytte svagheder i systemet, siger Jesper Lau Hansen.

Se ECA-revisor Mihails Kozlovs forklare, hvad der øger risikoen for manipulation:

Afviser dele af kritik

I det danske forsyningstilsyn tager man markedsmanipulation alvorligt, fordi det risikerer at medføre højere priser for forbrugerne.

Beskeden er dog, at Danmark håndhæver reglerne tilstrækkeligt. Samtidig gør tilsynet i en skriftlig kommentar opmærksom på, at der i EU forhandles om et forslag fra EU-Kommissionen om at give øgede beføjelser og flere ressourcer til ACER.

ACER er ikke vendt tilbage med en kommentar til kritikken inden for deadline.

Men afviser i et længere svar til den omtalte rapport fra ECA dele af kritikken.

ACER peger på, at markedet grundlæggende er indrettet på en måde, der kommer forbrugerne til gavn, fordi handlen kan ske frit på tværs af landegrænser i EU.

Men samtidig medgiver ACER, at der har været mangler i overvågningen, og at der er meget at indhente på den front.

Overvågningen skal derfor øges, og ACER er i færd med at ansætte flere folk, lyder det.

Se sagen om de otte anholdte forklaret herunder:

Minister klar til at se på regulering

I Danmark kan der dog snart være flere muskler på vej til Forsyningstilsynet. I hvert fald har klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard spurgt tilsynet, om det har "de værktøjer, der skal til i opgaven med at overvåge sektoren."

- Hvis svaret er, at de gerne vil have yderligere redskaber, er jeg helt åben over for det, lyder det i en skriftlig kommentar.

Ministeren vil samtidig bringe det op i EU, om man i højere grad skal regulere energihandlerne som den finansielle sektor.