Klimarådet: Olieselskaberne bør også betale dansk CO2-afgift som de andre

Dansk afgift på CO2 i olieindustrien kan skubbe produktionen ud af landet, advarer Equinor.

Equinors raffinaderi i Kalundborg er det største i Danmark. (© DR)

Regeringens eget klimaråd opfordrer nu politikerne til at indføre en CO2-afgift, der også gælder for olieindustrien i Danmark.

Meldingen kommer, efter DR har afdækket, at olieselskaberne i Danmark får gratis CO2-kvoter til hovedparten af deres udslip frem til 2030.

- Olieindustrien skal på samme måde som alle andre brancher betale for den udledning af drivhusgasser og CO2, som de laver, mener Peter Mølgaard, formand for Klimarådet.

Selskaberne, der driver boreplatformene i Nordsøen og de to raffinaderier i Danmark, er nogle af de største CO2-udledere i landet.

Sidste år fik Shell, Equinor og de andre olieselskaber gratis CO2-kvoter for 372 millioner kroner, viser en aktindsigt fra Energistyrelsen. Det dækkede 85 procent af deres CO2-udledninger i Danmark.

I dag skal alle virksomheder i Danmark som udgangspunkt betale en CO2-afgift. Det indbragte statskassen 3,5 milliarder kroner sidste år.

Arbejdspladser

På Christiansborg bliver der forhandlet klimaplaner nu, og det fortsætter til efteråret.

Klimaplanerne bør indeholde en højere CO2-afgift, som olieindustrien også skal betale, foreslår Klimarådet.

Men risikerer man så ikke, at olieselskaberne rykker ud af Danmark og ud af Europa?

- Jo, men det, vi skal, er i virkeligheden, at de rykker ud af verden. Vi skal have reduceret mængden af fossile brændstoffer, det er jo det ultimative mål, siger Peter Mølgaard.

Equinor (tidligere Statoil) er et af de største olieselskaber i Europa og er ejet af den norske stat og private aktionærer.

Selskabets overingeniør i Danmark, Niels Bech, siger, at Equinors raffinaderi i Kalundborg er blandt de 25 procent mest effektive i Europa og derfor udleder mindre CO2 end mange andre raffinaderier.

Han advarer om, at en CO2-afgift, der også omfatter olieindustrien, kan presse olieproduktionen ud af Danmark. Og det vil skade klimaet.

- Det ender med, at en CO2-afgift skubber produktion ud til lande, som har et væsentlig højere udledning af CO2 per produceret enhed, siger Niels Bech.

Grønne mål

Equinor har annonceret, at de har som mål at blive CO2-neutrale i 2030. Det skal blandt andet ske med investeringer i vindmøller og udvikle ny teknologi til at indfange og lagre CO2.

I deres seneste rapport har selskabet opgjort, hvad en højere CO2-afgift vil betyde for selskabets værdi.

Equinors raffinaderi i Kalundborg. (© DR)

Hvis de bliver pålagt en CO2-afgift på 650 kroner, så vil deres udgifter til betaling af skatter og afgifter stige med to procent af selskabets værdi fra syv procent til ni procent. Det fremgår af Eqionors bæredygtighedsrapport fra 2019.

Er det ikke okay, at I skal betale en afgift for jeres udledning?

- Problemet er, at afgiften kan føre til et dræn af kapitalen i virksomheden. Så kan vi ikke lave de investeringer, vi gerne vil i at nedbringe udledninger på raffinaderiet og i at udvikle nye brændstoffer, der skal til for at gennemføre grøn omstilling, siger Niels Bech.

Klimarådets formand medgiver, at arbejdspladser i olieindustrien vil gå tabt, når Danmark skal nå sine klimamål.

- Der er selvfølgelig nogle job i det, men det er ikke frygtelig mange. Og det er den vej, vi alle skal gå. Hvis vi skal være klimaneutrale i 2050, så er vi nødt til at ofre nogle job. Så får vi til gengæld nogle andre, mener Peter Mølgaard.