DR-vært reparerer opgivet vaskemaskine og giver den til velgørenhed

Kontants vært, Jakob Illeborg, vil skrotbjergene på genbrugspladserne til livs. Han viser dig, hvordan du selv kan reparere og spare penge.

189 kroner og 45 minutter. Det kostede det at reparere en skrottet vaskemaskine. (© Danmarks Radio)

I Bagsværd nord for København bor Martin Kristensson. Som så mange andre danskere har han en vaskemaskine. Og da den for nylig gik i stykker, var prisen for at få en servicemand ud og se på den for dyr.

- Jeg synes sagtens, at den kan bruges igen. Og sådan er det egentlig med alt for meget elektronik, det ryger alt for hurtigt ud, synes jeg, hvor der er andre, der kunne få glæde af det, fortæller Martin Kristensson til Kontants vært Jakob Illeborg.

For Martin Kristensson var det nemmere at købe en ny end at få en reparatør ud og kigge på den gamle. Derfor forærer Martin Kristensson Kontant maskinen i håb om, at vi kan få liv i den igen.

Spar penge ved at reparere selv

Ved hjælp af et firma, der sælger reservedele til elektronik og har telefonfolk, som kan guide dig gennem en reparation over telefonen, hvis du ikke selv kan gennemskue, hvordan man gør, får Jakob Illeborg hjælp til sit redningsprojekt.

- Hvis man selv kan finde ud af det, og det vil jeg vove påstå, at det kan de fleste, jamen så er der ingen grund til ikke at gøre det, siger Thomas Holm, der er direktør hos Nettoparts.

Selvom der er en landdækkende tendens til at folk reparerer mindre, så kan Thomas Holm se en stigning i antallet af folk, der henvender sig Nettoparts med et ønske om at reparere deres maskiner selv.

- Det er gået lidt i vores retning og væk fra teknikeren. Folk de bestiller ikke teknikere så meget som de gjorde før, nu laver de det selv, siger han.

189 kroner og maskinen virker igen

Og det er netop det, som Kontant vil afprøve. Derfor kaster Jakob Illeborg sig over maskinen under kyndig vejledning af Thomas Holm. På tre kvarter formår kontantværten at skille maskinen ad, skifte varmelegemet, som var det, der var problemet, og samle maskinen igen.

Og prisen er overraskende:

- 189 kr. Varmelegemerne kan ligge i en pris mellem de 189 og til en 4-500 kr. højest. Men gennemsnitligt omkring 300 kr. og så er du kørende igen, svarer Thomas Holm.

Selv hvis vi er uheldige, så vil maskinen holde i hvert fald to år endnu, og højest sandsynligt længere, siger Thomas Holm. Og der skulle ikke stå noget til hinder for, at man ville kunne reparere den endnu en gang, hvis det skulle ske.

Ejeren kunne have sparet flere tusind kroner

Ejeren af vaskemaskinen, Martin Kristensson, kunne have sparet mere end 2500 kr. på at reparere sin maskine selv fremfor at købe en ny. Han betalte nemlig 3000 kr. for den nye maskine.

Se Kontant torsdag kl. 21 på DR1 for at finde ud af, om du kan spare penge på at reparere dine maskiner.