Familie fanget i byggesjusk på tredje år

Håndværkeren nægter at udbedre fejl og mangler, og mens sagen står på, kan familien intet gøre.

- Du vågner om natten, og det første der slår dig er, at du bor i det her, og du ved ikke, hvor det ender. Hver dag du kommer hjem, så er det bare ufærdigt, ufærdigt, ufærdigt.

Marianne Bækager og hendes familie lever på tredje år i et regulært håndværkermareridt.

I 2013 køber familien et hus i Egå nord for Aarhus og går i gang med at planlægge en gennemgribende renovering af boligen. Den producent, der lever byggematerialerne til renoveringen, anbefaler murermester Brian Mogensen, der driver firmaet Håndværkeren Vendsyssel.

Han er ifølge producenten certificeret til at arbejde med netop deres materialer. Så Marianne Bækager og hendes mand føler sig på sikker grund, da Brian Mogensen og hans folk rykker ind og går i gang i april 2015.

- Vi følte ikke, vi kunne være ret meget mere sikre, siger Marianne Bækager.

Huset får blandt andet ny facade, men da Brian Mogensen og hans folk er færdige med at pudse muren op, undrer de sig over resultatet.

- Man kan se, at sandkornene er presset helt ind i det omkringliggende, så overfladestrukturen med en grov overflade er helt forsvundet, siger hun.

Fejlen i facaden får familien til at kontakte en syn og skønsmand for at få gennemgået resten af det udførte arbejde. Og det viser sig, at facaden blot er en ud af en stribe fejl og mangler ved det udførte arbejde. Den er også gal med isoleringen og vinduerne.

- Han har sat vinduerne i, så der faktisk er for lidt afstand til, at man kan lave en ordentlig fuge, siger Marianne Bækager.

Et generelt problem

I håndværkerbranchen er mængden af arbejdsopgaver steget støt de seneste år, men desværre er kvaliteten af det udførte arbejde ikke fulgt med op, og antallet af sager i Byggeriets Ankenævn er det højeste i otte år.

I 2016 modtog nævnet 730 sager mod 659 sager i 2015. Det er en stigning på 10 procent. Samme billede tegner sig i Håndværkets Ankenævn, hvor de i 2016 modtog 231 klager mod 201 året før - en stigning på 14 procent.

Hos Danske Boligadvokater mærker de også, at håndværkerne har travlt, og ifølge formand Jan Schøtt-Petersen kan den store efterspørgsel også være årsagen til problemerne.

- Der er flere og flere, som får bygget nyt eller bygget om, og så er der stor efterspørgsel på håndværkerne. Der er meget at lave, men der kommer måske også mange til, som ikke kan løfte opgaven, siger han.

Vi bor jo i bevismaterialet

I Egå tyder det også på, at opgaven har været for voldsom for Håndværkeren Vendsyssel.

Producenten, der har anbefalet firmaet, besigtiger arbejdet og giver familien medhold i, at der er fejl og mangler ved arbejdet. De foreslår et mæglingsmøde 3. juli 2015, men murermester Brian Mogensen afviser at deltage.

I stedet stævner han familien for manglende betaling for det udførte arbejde.

Det bliver begyndelsen på en sag, der trækker i langdrag, og som stadig ikke har fundet sin afslutning. Familien bor nu på tredje år midt i byggerodet, hvor de har været nødt til at få hverdagen til at hænge sammen.

For så længe processen med at udarbejde syn- og skønsrapporter over fejl på huset står på, må de ikke gå videre med renoveringen.

- Vi er jo gidsler i det her. Vi kan ikke gøre det færdigt, for vi bor i bevismaterialet, siger Marianne Bækager.

Ønsker ikke at udtale sig

Den seneste syn og skønsrapport fra juni 2017 konkluderer blandt andet, at der ved udførelse af ydervægge, overflader og vinduer i huset er konstateret ukorrekt udført arbejde og ukorrekt anvendte materialer.

Det er vurderet, at der skal udbedres fejl og mangler ved det udførte arbejde for 218.000 kr. og familien venter nu på, at sagen kommer for retten.

Kontant har forsøgt at få en kommentar fra murermester Brian Mogensen, men han har ikke ønsket at udtale sig.

Sagen fra Egå er dog langt fra den eneste. DR’s forbrugerprogram Kontant har modtaget masser af henvendelser fra frustrerede danskere, der står med dårligt udført håndværkerarbejde og en håndværker, der ikke er til at få fat i.