I aften afslører Kontant omfattende snyd med hulmursisolering. Et af problemerne er, at 719 huse, som er bygget efter 1972 har fået tilskud til at få isoleret tomme hulmure. Men bygningsreglementet fra 1972 forbød netop tomme hulmure, som kun forekom i ganske særlige tilfælde.
Det er dog langt fra de eneste fejl, viser researchen.
Det skal være grønt og en fordel for miljøet, når der gives energitilskud. Tre garager har dog fået tilskud, fordi de havde en tom hulmur. Det er en klar fejl, slår Energistyrelsen fast. Der er ingen miljøgevinst ved at isolere sin garage.
Får man isoleret en tom hulmur, kan man få energitilskud. Efter reglerne én gang tilskud. I fem tilfælde har Kontant dog fundet, at der er udbetalt tilskud to gange. Isoleringsfirmaet har efterfølgende betalt penge tilbage.
Når man får tilskud til at isolere afhænger det af, hvor stor boligen er. Flere gange er væggene på papiret blevet større end virkeligheden. På den måde får man mere i tilskud, end man har ret til. Både Energistyrelsen og Kontant har fundet eksempler på snyd med det indberettede areal.
