Har du forelsket dig i et projektbyggeri, som du overvejer at købe? Det er let at falde for fine brochurer, flotte tegninger, tillokkende salgstaler og udsigten til at blive herre i eget hus.
Men hvad stiller du op, hvis drømmehuset ender som et mareridt og bygherren går konkurs?
Kontant talte torsdag med en række familier, som endte i den situation, efter at have investeret i et projektbyggeri. Se programmet her.
Her giver advokat og formand for Danske BOLIGadvokater, Jan Schøtt-Petersen, sine bedste råd til, hvordan du sikrer dig bedst ved køb af et projektbyggeri:
- •
Undersøg hvem der står bag byggeriet. Gå ind på CVR-registret og find bygherren. Har han tidligere efterladt sig et spor af ulykker i form af konkurser?
- •
Find andre købere, der har benyttet samme bygherre og spørg ind til deres oplevelser. Sparring med andre købere kan være en stor hjælp for alle parter. Find eller opret en Facebook-gruppe, hvor I kan dele jeres erfaringer med hinanden.
- •
Byggeriet kan blive forsinket, og der kan være fejl og mangler, når byggeriet afleveres. Her gælder det om at holde på pengene med arme og ben, indtil du har fået den vare, du har bestilt.
- •
Hvis byggeriet og dermed også indflytningsdatoen bliver udskudt, skal du overveje, om du kan leve med usikkerheden og fleksibiliteten i tilfælde af, at du skal fraflytte din tidligere bolig på samme tidspunkt, som du efter planen skulle overtage din nye bolig.
- •
Læs boligkontrakten godt igennem og dan dig et overblik over, hvad det er for nogle ydelser, du får tilbudt. Hvis du har svært ved at forstå ’det med småt’, bør du søge rådgivning i banken eller hos en advokat - gerne én, som har erfaring med projektbyggeri.
- •
Hvis der er opført en prøvelejlighed eller et prøvehus, kan du komme ind og røre ved tingene og fysisk fornemme, hvad det er for en vare, du køber.
- •
Husk, at får du kolde fødder efter at have skrevet under på kontrakten, har du seks hverdages fortrydelsesret.