Når Rolling Stones giver koncert i Parken, er der rift om billetterne.
Sådan er det, når internationale megastjerner giver koncert, og som Kontant fortalte torsdag, tiltrækker events med stor efterspørgsel også altid billethajerne.
Derfor gælder det om at se sig godt for og styre begejstringen over udsigten til et par billetter.
Men er du ikke vant til at købe billetter, ved du ikke, hvad du skal holde øje med, og det udnytter billethajerne.
Det skal du holde øje med:
- •
Du skal sikre dig, at du køber dine billetter hos den officielle billetudbyder eller hos koncertarrangøren selv.
- •
Koncertarrangøren kan for eksempel være Musikhuset i Aarhus, Det Kongelige Teater i København eller Musikkens Hus i Aalborg.
- •
Gå ind på koncertarrangørens egen hjemmeside og køb dine billetter.
- •
Koncertarrangørerne samarbejder ofte med billetudbydere som for eksempel Ticketmaster eller Billetlugen. Køber du her, er du på også den sikre side.
- •
Søger du efter billetter på Google, skal du passe på. Der dukker masser af sider op, som tilbyder billetter. De sørger for at ligge højt i søgeresultatet, så du får øje på dem og vælger dem. Det gælder for eksempel siderne Viagogo og StubHub. Begge sider er udenlandske, men har danske domænenavne, for at lokke danskere til.
- •
Men siderne er IKKE billetudbydere, men billetformidlingssider, hvor alle kan købe og sælge billetter.
- •
Det er her billethajerne opererer, fordi de kan sælge deres billetter anonymt, selv bestemme prisen, og så siderne er designet til at stresse til køb.
- •
Køber du dine billetter her, risikerer du altså at betale overpris, billetterne kan være falske og du kan ikke være sikker på at modtage dem.
- •
Vælger du alligevel at købe billetter af uofficielle kanaler, skal du sikre dig at du har navn, telefonnummer og adresse på den du køber billetten af. Det kan hjælpe dig til at få pengene retur, hvis der er problemer, men det er ingen garanti.
- •
Husk at køber du billetter til overpriser, støtter du den ulovlige og organiserede handel med billetter.