- Hunde vasket i terpentin på hvalpefabrik.
- Døde og mishandlede hunde fundet på gård.
- 25 hunde var sultedøden nær.
De tre overskrifter er under et år gamle og stammer fra tre store sager om vanrøgt af hunde på såkaldte hvalpefabrikker rundt om i Danmark.
Hos Dyrenes Beskyttelse modtager de jævnligt hunde fra hjem, hvor ejeren ikke magter opgaven. Men de senere år har det i stigende grad drejet sig om deciderede hvalpefabrikker, hvor hundehandlere avler hvalpe under kummerlige forhold og sætter indtjening over dyrevelfærd.
Overrasket over at det sker i Danmark
- Enhver, der har set de billeder eller videoer, vi har fra de her fabrikker, kan jo se, at det er forfærdelige forhold, de hunde går under, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis.
23 gange i 2016 rykker Dyrenes Beskyttelse ud til sager, der involverer ti eller flere hunde. Omfanget af sagerne og det faktum, at den slags foregår i Danmark, kommer bag på Britta Riis.
- Vi er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget. Jeg er selv overrasket over, at vi har de her meget voldsomme sager, og jeg er overrasket over, at vi har borgere i Danmark, som kan finde på at behandle dyr på den her måde, siger hun.
Dyrenes Beskyttelse bakkes op af dyrlæger og Dyreværnet, der også oplever, at antallet af sager med egentlige hvalpefabrikker stiger.
Den lyssky hundehandel florerer, fordi efterspørgslen er der, og når folk får tilbudt en sød hvalp til halv pris, har de svært ved at sige nej. Men på sigt viser det sig ofte at en billig hvalp, ender som en dyrt bekendskab.
- Køberne får jo nogle enorme dyrlægeomkostninger, hvis de får en hvalp, som ikke er sund og rask, og de får jo ikke den hund, de har drømt om at skulle have i 10 eller 15 år, siger Britta Riis.
Solgte syg hund videre trods advarsel
Det kan Sandra Bergmann tale med om. Hun købte en Fransk Bulldog hos en kynisk hundehandler. Senere viste det sig, at en dyrlæge havde frarådet ham at sælge hunden videre.
- Når man sælger en hund, som man har fået at vide, man ikke bør sælge, så handler man jo ikke med hjertet, men gør det kun for pengenes skyld, og det gør mig rigtig, rigtig ked af det, siger Sandra Bergmann.
Det endte med store økonomiske såvel som følelsesmæssige omkostninger for den unge kvinde. Men til at begynde med fattede hun ikke mistanke.
- Alt var så fint, som det overhovedet kunne være. Papirer og alt var i orden, så vi underskrev købskontrakten og fik Freja med hjem, men allerede et par dage efter, blev hun syg, fortæller Sandra Bergmann.
Kærligheden og den største sorg
Det blev begyndelsen på et meget langt sygdomsforløb for hunden.
- Hun startede med at have allergi og hårsækmider. Så havde hun lungebetændelse, og hun havde altid infektion i sine poter og betændelse i næsen og var forkølet hele tiden. Så fik hun dårlige knæ, hvor dyrlægen valgte at operere det ene. Det var en rigtig hård omgang, for hun skulle holdes i ro i otte uger. Hun var syg konstant, for hendes immunforsvar gik ned på grund af penicillin. Gennemsnitligt har vi vel været til dyrlæge hver 14. dag med hende. Det var sindssygt dyrt, men vi holdt fast i, at pengene jo bare var et tal. Det var vigtigere, at Freja fik det godt og fik et liv, for det fortjente hun, siger Sandra Bergmann.
Men den Fransk Bulldog fik aldrig et godt liv og måtte aflives til sidst.
- Jeg kunne ikke gøre mere. Det var så hårdt at se i øjnene, at hun ikke kunne leve mere, fordi hun var så syg. Men det var det bedste for hende. Jeg købte kærligheden i Freja, men jeg købte også den største sorg nogensinde. Det har været ufattelig hårdt, siger Sandra Bergmann.
Minister: Det er noget forbandet svineri
Hos Dyrenes Beskyttelse mener de, at det omfattende salg af hunde på nettet understøtter hvalpefabrikkerne. Her kan lyssky sælgere bedre gemme sig og afsløres kun, hvis potentielle købere går til myndighederne.
Organisationen efterlyser mere kontrol ved at gøre registrering lovpligtig ved salg af hunde og styrke myndighedernes indsats på området og udnytte strafferammen bedre.
Miljø- og Fødevareministeriet er øverste myndighed på området, og minister Esben Lunde Larsen (V) er klar i mælet.
- Jeg synes, det er noget forbandet svineri, at der er mennesker, der ikke behandler deres dyr ordentligt og tilmed gør en forretning ud af det, siger han og forklarer, at straffen for dyremishandling netop blev fordoblet pr. 1. juli 2016, og at ministeriet nu indfører en smileyordning for hundekenneler.
- Endelig gennemtrawler Fødevarestyrelsens rejsehold det her miljø efter sommerferien. Det gælder annoncer, det gælder på nettet og ved fysiske besøg rundt i landet, siger ministeren, der beder befolkningen om hjælp til at finde de steder, hvor der er problemer.
Men forslaget om lovpligtig registrering er han ikke umiddelbart med på.
- Min bekymring for at lave det set-up er, hvordan vi skal få den lyssky hundehandler til at registrere den hvalp, han sælger, hvis han i forvejen mishandler dem med terpentin og holder dem under kummerlige forhold. Hvad skulle hans incitament så være til at lave en registrering? Nu laver vi smileyordningen og jagten på de brodne kar, og så vil jeg tage stilling til, om det er nok, for jeg vil ikke se de hvalpefabrikker, siger Esben Lunde Larsen.