En sofa i flammer på få minutter og et ødelagt hjem. Et teenageværelse forklædt i tyk røg og et kontor antændt i flammer.
Eksploderende elektronik har i flere tilfælde været ved at koste liv i Danmark, det fortæller forbrugerprogrammet Kontant i aften.
Det får nu politikerne på Christiansborg til at tage forbrugernes sikkerhed op.
- Jeg synes, det lyder bekymrende og især bekymrende, fordi vi tror, at når vi køber et produkt, så er der nogen, der har kontrolleret, at sikkerheden er i orden. Det regner vi med, når vi køber en bil, og det skal vi sådan set også kunne regne med, når vi køber en telefon eller et andet elektrisk apparat. Og derfor er det da helt utilfredsstillende, at der ser ud til at være lidt wild west-tilstande i forhold til elektronik, siger Enhedslistens Pelle Dragsted.
Mere kontrol af den elektronik, vi importerer
Radikale Venstres forbrugerordfører Ida Auken vil have sikret mere kontrol.
- Det er jo myndighedernes ansvar i Danmark, at sørge for at sikkerhedstandarderne bliver overholdt, så jeg vil foreslå regeringen at få kigget på noget mere kontrol, siger Ida Auken, forbrugerordfører i Radikale Venstre.
Venstres forbrugerordfører, Torben Schach Petersen mener ikke, at det er et problem, der alene skal løses i Danmark.
- Jeg tror, at hovedfokus her må være, at det er en rigtig god opgave at løse i fællesskab på europæisk plan, siger han.
Sikkerhedsstyrelsen skal op i gear
Men han er enig med Ida Auken i, at kontrol er vejen frem. Og her sætter han fokus på Sikkerhedsstyrelsens arbejde i Danmark.
- Jeg tror, det vigtigste skridt det er at få øget antallet af kontroller. Kan Sikkerhedsstyrelsen være mere opsøgende, kan man lave flere kontroller, hvordan får vi forbrugernes opmærksomhed på at melde fejl ind, så der kommer et langt større fokus på det. Det er selvfølgelig noget, vi skal tage fat i med det samme, slår han fast.
Socialdemokraternes Karin Gaardsted så også gerne, at Sikkerhedsstyrelsen har en mere aktiv rolle, end tilfældet er i dag.
- Vi skal være sikre på, at de myndigheder, vi har, der kan gå ind og kontrollere om der den sikkerhed, der skal være, de skal selvfølgelig op i gear, og det kan godt være, at de skal have flere midler at gøre med, end dem de har i dag, fordi det er et område, der udvikler sig så eksplosivt, som det har vist sig at gøre, siger hun.
Vi skal kunne stole på CE-mærket
Hos Alternativet er det vigtigt for forbrugerordfører Rasmus Nordqvist, at vi kan stole på de mærkningsordninger, som vi har.
- Hvis tingene er mærkede, så skal vi også kunne stole på at de lever op til de basale sikkerhedskrav som for eksempelvis CE-mærket er for os som forbrugere, så selvfølgelig skal vi kunne stole på det. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan kan vi sikre, at importørerne lever op til deres ansvar.
Det er Dansk Folkepartis Dorthe Ullerup enig i.
- Hvis man har et produkt, der er CE-mærket, så skal man selvfølgelig have tryghed og tillid til at det lever op til sikkerhedskravene, siger hun og understreger, at hun vil undersøge, om det er muligt med mere kontrol. Det kan godt være, vi skal have nogle stikprøver ude i butikkerne, det koster selvfølgelig, men det vil jeg tage en drøftelse med ministeren omkring.
Se Kontant torsdag kl. 21.00 på DR1
Tip redaktionen på kontant@dr.dk